Skiferien kan blive langt dyrere end ventet
Danskerne rejser i disse dage for første gang på skiferie i Europa uden den offentlige rejsesygeforsikring. Hvis uheldet er ude, venter omkostningerne lag i lag.
Tusindvis af danskere risikerer at hænge på en kæmperegning efter deres skiferie. Ny lovgivning betyder, at man risikerer selv at skulle betale en god bid af omkostningerne, hvis man kommer til skade under ferien. Regningen løber hurtigt op i 20-30.000 kr.
For overhovedet at få dækket noget af regningen skal skituristerne have det blå EU sundhedskort med på rejsen. Det gør, at de er stillet præcis som landets egne borgere. Og da mange forsikringsselskaber nu kræver en særskilt skiforsikring, skal man ikke vide sig sikker, fordi man har en rejseforsikring.
»Det her er den første feriesæson uden det gule kort, og jeg er helt sikker på, at der vil være danskere, der kommer i klemme. Man er simpelthen nødt til at interessere sig for, hvordan man er dækket, før man rejser ud, også fordi det blå kort ikke dækker hjemtransport,« siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.
Forbrugerrådet Tænk anbefaler at overveje en hjemrejseforsikring. Ved hjemtransport i ambulancefly passerer regningen hurtigt 100.000 kr.
Risikoen for en ekstraregning varierer fra land til land.
Frankrig giver eksempelvis ingen tilskud til redning og transport som følge af skiulykker. Så her tikker taxameteret fra ulykkesstedet, med mindre man har en skiforsikring eller er i et område, hvor redning er med i prisen på liftkortet.
De hjemlige skiløbere er kendt for at være overmodige på de alpine pister, og ifølge forsikringbranchen er der fem-seks gange så stor risiko for at komme til skade på skiferien som på alle årets andre ferier.
»Skiskader udgør en betragtelig del af det samlede antal skader - generelt er juli og februar de travleste måneder for rejseforsikringen. De to måneder udgør tilsammen 30 pct. af de totale erstatninger pr. år. Derudover koster skiskader 70 pct. af erstatningerne til erstatningsrejse og ødelagte rejsedøgn,« siger pressetalsmand Tanja Frederiksen, Tryg.
For at gøre det totalt forvirrende for kunderne har forsikringsselskaberne reageret helt forskelligt på afskaffelsen af den offentlige rejsesygeforsikring. Nogle ser tiden an og har fastholdt priserne, indtil denne vintersæson giver flere erfaringer. Det gælder eksempelvis Codan og nytilkommeren Globe Forsikring.
Tryg har forhøjet priserne, men dækker fortsat ski med den almindelige årsrejseforsikring. Mens kunderne i eksempelvis Topdanmark, Gouda og Europæiske nu skal tegne skidækning ved siden af den almindelige årsrejseforsikring.
Lige nu modtager forsikringsselskaberne mange opringninger fra kunder, der ikke aner, hvordan de er dækket.
»Det får vi rigtig mange spørgsmål om. Personligt frygter jeg, at en del først finder ud af, at de ikke har nogen skidækning, når det er for sent, og de er havnet i en økonomisk katastrofe,« siger salgs- og marketingdirektør Dan Kjølhede Laursen, Europæisk Rejseforsikring.
Gouda Forsikring har fundet frem til nogle af de udgiftsposter, der er i spil, hvis man rejser med det blå kort alene. Og blot det at blive reddet ned ad bjerget kan koste fra 2.000-3.000 kr. til 40.000-50.000 kr. alt afhængig af, om turen tages i bananen, eller der skal redningshelikopter til. (Se illustration i bunden af artiklen)
»Der kan være udgifter til både transport, operation, indlæggelse og hjemtransport. En del kan søges refunderet via Borgerservice, men kun i det omfang, landets egne borgere kan få omkostningerne dækket,« siger assistancechef Karin Tranberg, Gouda Forsikring.
Hun vurderer, at omkostningerne til behandlingen af den uforsikrede endda kan blive væsentligt højere end for den forsikrede. Især i en situation hvor man er bange og har ondt, men ikke har nogen alarmcentral i baghånden til at hjælpe med at træffe de rigtige valg.
Det gør det ikke nemmere, at pistselskaber i Østrig og flere steder i Italien samarbejder med private klinikker og hospitaler. Dermed er det svært at komme på den offentlige klinik, uanset hvor meget der viftes med det blå kort.
»Er man først på den private klinik, bliver sådan en behandling dyr, og den er ikke dækket af det blå kort, så det er om at være vågen, hvis ikke man har en rejseforsikring, der dækker privat behandling,« siger Karin Tranberg.
Personligt frygter jeg, at en del først finder ud af, at de ikke har nogen skidækning, når det er for sent, og de er havnet i en økonomisk katastrofe.Dan Kjølhede Laursen, , salgsdirektør, Europæiske Rejseforening
Huskdetblaa opfordrer ferierende danskere til på forhånd at finde ud af, hvad der er af offentlige hospitaler og egenbetaling på destinationen. Nogle af oplysningerne kan findes på Huskdetblaa.
Andre kan man måske finde på internettet. De fleste større skidestinationer forklarer, hvad der findes af muligheder for behandling i nærheden.
Ifølge Topdanmarks forretningsudviklingschef, Thomas Enna, ved forsikringsselskaberne relativt præcis, hvad der er dækket og ikke dækket af det blå kort.
»Vi ved bare ikke helt endnu, hvordan det administreres i praksis. Hvor meget man rent faktisk risikerer selv at skulle lægge ud og siden søge refunderet ad snirklede kanaler, hvis man rejser på det blå kort alene,« siger Thomas Enna.
Hvor meget der kan koste penge, hvis man uden forsikring kommer galt af sted på skiferien og skal transporteres hjem til det lokale sygehus - her Aarhus Universitetshospital - kan man få et indtryk af i illustrationen nedenfor.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.


