Fortsæt til indhold

Nu kan du sikre arven på 40 minutter

Nyt website hjælper almindelige danskere med at oprette testamente hjemme i sofaen. Men systemet passer ikke til alle ønsker, mener advokat.

Privatøkonomi

Når danskerne fremover skal oprette testamente, er det blot nødvendigt at åbne internetbrowseren.

Mandag åbner websitet Sikkerarv.dk, som skal hjælpe danskerne til hurtigt og nemt at oprette testamente uden besøg på advokatkontoret.

På Sikkerarv.dk er det muligt at oprette testamente for 650 kr., hvillket er markant mindre end hos advokaten. Og så tager det kun ca. 40 minutter.

»Man kan sidde i sit hjem og få de samme spørgsmål som hos advokaten. Man bliver guidet igennem, og så har man efter 30-40 minutter et testamente, der kan bruges i praksis,« siger Michael Lauritzen, der sammen med Jørgen Koch og Kristian Kaa er grundlæggerne bag websitet.

Ifølge en Gallup-undersøgelse for Nordea foretaget i 2014 har kun 1 ud af 10 danskere et testamente, men nu er der ingen undskyldninger.

»De fleste tilpasser deres forsikring i forhold til deres livssituation, men kun ganske få tager stilling til arv. Nu kan alle selv ordne det på en aften derhjemme,« siger grundlægger Jørgen Koch.

Men der findes et men, hvis man spørger Nicolai Platzer Funder fra Homann Advokater. For selvom han mener, at det er en god løsning, der kan afdække huller og løse dumme situationer, er der flere ulemper forbundet med websitet.

»Man skal ikke bruge siden, hvis man har nogle avancerede ønsker. Det bliver for kompliceret, hvis man skal vælge typer af båndlæggelse, eller hvis man skal kombinere typer af ægtepagter. Så skal man gå til en advokat,« siger Nicolai Platzer Funder.

Hos Sikkerarv.dk erkender grundlægger Michael Lauritzen, at systemet ikke passer lige godt til alle danskere.

»Løsningen er god for os almindelige mennesker, som ikke har et firma, men som har en formue i form af hus, aktier og den slags. Men det kan blive kompliceret i nogle tilfælde, hvis der er firmaarv elle forskellige formuer. Så skal du ikke gå til os,« siger Michael Lauritzen.

Han mener dog, at man sagtens kan udfylde store dele af formularen alligevel, og så derefter gå til et advokatkontor og få de sidste detaljer udfyldt.