Fortsæt til indhold

Vi bruger opsvinget i udlandet

Opsvinget i dansk økonomi rammes af vores lyst til at bruge penge i udlandet.

Privatøkonomi

Vi tager opsvinget med til udlandet, og det har kontante konsekvenser for dansk økonomi.

I dag bruger vi 10,50 kr. i udlandet for hver 100 kr., vi tjener. I 2011 brugte vi blot 9 pct. Det viser tal fra Nationalbankens betalingsstatistik for 2. halvår 2014.

Statistikken løfter bl.a. sløret for, at danskerne har skruet væsentligt mere op for forbruget i udlandet end på dansk jord i de seneste år. Betalingerne med indenlandske udstedte betalingskort (Dankort, Visa, Mastercard mv. ) i udlandet er steget med ca. 40 pct. - svarende til 6,7 mia. kr. fra andet halvår 2014, mens betalingerne inden for landets grænser er steget med mere beskedne 14 pct.

»Det er en ganske markant udvikling, at køb i udlandet nu udgør 11,5 pct. af de samlede betalinger med betalingskort. Der er således en klar tendens til, at danskerne i stigende grad gør deres indkøb i udlandet. Det er bestemt bemærkelsesværdigt og en vigtig forklaring på den meget svage indenlandske forbrugsvækst, vi har set over de seneste år,« siger chefanalytiker i Nykredit, Tore Stramer, der har nærlæst betalingsstatistikken.

Danskernes stigende køb i udlandet har nået en størrelse, der har stor betydning for den indenlandske økonomiske aktivitet.
Tore Stramer, chefanalytiker, Nykredit

En anden del af forklaringen er, at danskerne i løbet af kriseårene er blevet mere prisbeviste, mener han.

»Det relativt høje danske prisniveau gør det i mange tilfælde muligt at opnå en besparelse ved køb i udlandet frem for herhjemme – f.eks. på internettet eller via øget grænsehandel. Dertil kommer, at rejseaktiviteten er steget de seneste år,« konstaterer Tore Stramer.

Han har foretaget dette tankeeksperiment: Hvis vi i stedet havde holdt fast i at bruge 9 kr. i udlandet for hvert 100 kr., så ville det have gjort en meget stor forskel for dansk økonomi.

Det samlede privatforbrug ville have været 6,5 mia. kr. højere, svarende til 0,8 pct., mens BNP-niveauet ville være løftet med 0,4 pct. - svarende til 6,2 mia. kr. Beskæftigelsen ville være steget med ca. 9.800 personer.

»Danskernes stigende køb i udlandet har med andre ord nået en størrelse, der har stor betydning for den indenlandske økonomiske aktivitet. Fortsætter tendensen, med at danskerne bruger flere penge i udlandet, mens de holder igen herhjemme, kan det dæmpe det ellers længe ventede opsving yderligere over de kommende år,« siger Tore Stramer.

Artiklens emner
Dankort