Fortsæt til indhold

Københavnsk byggeboom er højst et byggebum

Byggeriet af nye boliger er steget markant, men der er stadig udsigt til stor boligmangel i de større byer mange år frem.

Privatøkonomi

Vildt ser det ud, når statistikkerne viser en fordobling i antallet af nye boliger i København, og når økonomerne taler om det største antal, siden byggeboomet rasede for otte år siden.

I København og Frederiksberg kommuner blev der bygget 2.619 nye boliger i 2014 – dobbelt så mange som i 2013.

Men at tale om et nyt byggeboom, kan man ifølge Nykredit ikke.

»Vi er fortsat et pænt stykke under både niveauet fra midten af 2000’erne og de officielle ambitioner,« siger Joachim Borg Kristensen, der er boligøkonom i Nykredit.

Og på nuværende tidspunkt tegner situationen et billede af en by, der kommer til at mangle mange boliger i fremtiden.

I perioden fra 2009 til 2011 blev der i alt kun bygget lige under 3.000 nye boliger i København og på Frederiksberg. I 2006 og 2007 blev der bygget i alt næsten 8.200 nye boliger. Københavns kommunes målsætning er, at der i de kommende 10 år skal bygges mellem 2.500 og 4.000 nye boliger om året og 45.000 i alt over de næste 10 år.

»Det vil derfor endnu være at tage munden for fuld og tale om et nyt byggeboom af boliger,« siger Joachim Borg Kristensen.

Mange tilflyttere og en årrække med meget lavt boligbyggeri gør stigningen i byggeriet tiltrængt. I de seneste fem år er Københavns kommune vokset med ca. 10.400 indbyggere om året i gennemsnit, mens Frederiksberg har haft en årlig tilgang på næsten 1.300 personer.

»Byggeriet af nye boliger er imidlertid ikke fulgt med, og der er i øjeblikket et problem med mangel på boliger. Mange nye indbyggere, vækst og beskæftigelse og et ekstremt lavt renteniveau har fået mange til at søge bolig,« siger Joachim Borg Kristensen.

Det har været med til, at salgspriserne på ejerlejligheder er steget med 30 pct. over de seneste tre år, ligesom andelsboliger sælges til deres maksimalpriser. Samtidig bliver ventelisterne til almene boliger længere, og det bliver sværere at finde lejelejligheder.

»Men retningen er tydeligvis opadgående efter en årrække med meget lav aktivitet. Efterspørgslen fra flere indbyggere er selvfølgelig en meget væsentlig årsag. Men de ekstremt lave renter har også kickstartet byggeriet, som har tiltrukket investorer,« siger Joachim Borg Kristensen.

Der skal dog endnu mere gang i byggeriet, hvis byen skal følge med udviklingen.

»Problemet med boligmangel risikerer at vokse sig større, hvis ikke nybyggeriet får lov til at følge danskernes bosætningsmønstre og efterspørgsel efter boliger,« siger Joachim Borg Kristensen.

Hvad angår boligbyggeriet i landets andre store byer, er billedet nogenlunde ens. Der bygges flere boliger, men slet ikke så mange som tidligere.

Artiklens emner
Nykredit
Joachim Borg Kristensen