Vi er for dovne til at skifte bank
Danskerne er meget privsbevidste, men ikke når det gælder bankerne.
Der skal meget til, før danskere skifter bank. For selv om hver fjerde af os tror, vi kan få bedre vilkår i en anden bank, bliver vi, hvor vi er.
Forklaring? Dovenskab.
Det viser en undersøgelse, som A&B Analyse har foretaget for Mybanker. 26,4 pct. af os tror, vi vil kunne få bedre forhold i en anden bank, 35 pct. er i tvivl, viser analysen.
Over 60 pct. af os erklærer sig »villig« eller »måske villig« til at skifte bank. Men ikke mange tager skridtet fuldt ud og skifter. Det er der flere forklaringer på, og de handler i høj grad om magelighed.
56 pct. svarer nemlig, at de ikke skifter bank, fordi de skal bruge tid og energi på det. I det hele taget er der ofte praktiske undskyldninger for ikke at skifte bank. Lysten til at få nyt kontonummer, nyt dankort og nye koder afholder reelt mange fra at skifte. Ca. 30 pct. bruger den slags praktiske argumenter for at blive, hvor de er.
I Mybanker undrer man sig over danskernes passivitet. Det er faktisk blevet lettere at skifte bank, selv om de mange filiallukninger har gjort, at afstanden til den nærmeste filial er blevet større, og det kan være sværere at få aftalt tid til en rådgivningstime.
Til gengæld er det blevet langt lettere at finde oplysninger på internettet og eventuelt tjekke bankerne via en google-søgning.
»Det kan undre, for det er ikke indviklet at skifte bank. Men danskerne har det med at blive på sofaen i stedet for at være aktive over for banken,« mener direktør i Mybanker, John Norden. Han mener, at bankerne kan udnytte vores dovenskab.
»Bankerne har høje indtjeningsmarginaler, og det vil de blive ved med, så længe vi er så passive. Bankerne ved jo godt, at når kunderne først er inde i butikken, så bliver de der.«
For mange koster passiviteten penge. De kunder, som Mybanker har assisteret i forbindelse med et bankskifte, har i gennemsnit sparet 11.000 kr. om året.
»Vi er ikke gode til at krejle med bankerne. Vi kører gerne 2 km for at spare på smørret, men det er en helt anden snak, når det drejer sig om bankforretninger. Måske har vi stadig en form for faderkompleks og autoritetstro over for bankrådgiveren. Vi er bange for, hvad der sker, når vi forlader ham. Men det er altså dyrt,« konstaterer John Norden.
Det kan ofte være forbundet med udgifter at skifte bank. Men normalt vil man kunne få sin nye bank til at betale for overførslen og i øvrigt foretage alt det praktiske arbejde.
»Det behøver hverken tage ret meget tid eller koste noget som helst at skifte,« lyder det fra John Norden.
Analysen er foretaget i A&B Analyses Danmarkspanel, der består af 15.000 tilfældigt udvalgte danskere. 1.100 har svaret på spørgsmålene i analysen om bankerne.


