»Ekstremt billigt at give sit barn tag over hovedet«
Det største problem er at finde ejerlejligheder til salg, lyder det fra Nykredit, der trods rente- og prisstigninger fortsat kalder forældrekøb for attraktivt.
Trods den seneste tids rentestigninger og boligprisstigninger er forældrekøb fortsat attraktivt.
Sådan lyder det fra Nykredit, der i en ny opgørelse viser, at man som forælder kan sikre sit barn en studiebolig til 1,5 mio. kr. med en husleje på 3.000 kr., hvis man som forælder selv betaler 4.000 kr. månedligt. Heraf går 2.800 kr. til afdrag, hvis man finansierer med et fastforrentet lån med afdrag.
»Selvom renten er steget, så er vi stadig tæt på rentebunden. Renten er langt under halvdelen af, hvad den var for nogle få år siden, og derfor er forældrekøb stadig ret gunstigt. Det er stadig muligt at sikre sit barn tag over hovedet ekstremt billigt,« siger Nykredits forbrugerøkonom Johan Juul-Jensen.
Han peger ikke mindst på de skattemæssige fordele ved et forældrekøb som eksempelvis ejendomsværdiskat, ligesom at barnet fortsat kan få boligsikring.
Ja, faktisk er det største problem at finde lejligheder at købe, lyder det fra Johan Juul-Jensen.
Ifølge en opgørelse fra Nykredit og Boligsiden er der lidt over 630 ejerlejligheder til salg til under 1,5 mio. kr. i landets fire største byer. Derimod er antallet af ejerlejligheder til salg i prisklassen omkring de 2 mio. kr. er næsten dobbelt så stort.
Hvorvidt et forældrekøb på længere sigt er en god eller dårlig idé, afhænger ifølge forbrugerøkonomen af en svært forudsigelig prisudvikling.
»Attraktive finansieringsmuligheder taler i forældrekøbets favør, men man skal være opmærksom på, at der er risiko forbundet med forældrekøbet« siger han.
Hvis priserne falder, og man som forælder ønsker at sælge lejligheden, fordi barnet skal flytte, kan man indkassere et tab, der samlet set gør købet til en dårlig forretning.
»Den risiko bør man være indstillet på at løbe, og vi råder til, at man først og fremmest giver sig i kast med forældrekøb for at sikre sine børn tag over hovedet i den by, de studerer,« siger Johan Juul-Jensen.


