Fortsæt til indhold

Danske turister bliver afvist behandling med det blå kort

Det blå EU-sygesikringskort skulle give danskere adgang til behandling på alle offentlige hospitaler i EU på samme vilkår som landets egne borgere. Sådan er det bare ikke altid, advarer alarmcentraler før sommerferien.

Det blå EU-sygesikringskort sikrer danskere ret til samme offentlige behandling i Europa ved sygdom om landets egne borgere
Privatøkonomi

Danske turister er flere gange blevet bedt om at aflevere deres kreditkort, når de har vist deres blå EU-sygesikringskort. Det blå kort skulle ellers sikre syge danskere på ferie i et EU-land ret til samme behandling som landets borgere, efter at den særlige danske ordning med det gule kort blev afskaffet 1. august sidste år.

Nu fortæller forsikringsselskaber og alarmcentraler samstemmende, at der siden 1. august 2014 er flere eksempler på danskere, som har måttet betale for behandling, fordi det blå kort er blevet afvist. Pengene skal de efterfølgende søge at få refunderet fra det offentlige.

SOS International går helt bevidst uden om visse hospitaler og læger.

»Så vidt muligt skal man kontakte den alarmcentral, som ens forsikringsselskab har en aftale med, før man søger behandling. På den måde styres patienten til det behandlingssted, der er bedst egnet, og uden om de læger og behandlingssteder, hvor man gentagne gange ser problemer med enten håndteringen af det blå kort eller egentlig garantistillelse, da den type læger og hospitaler registreres som steder, man skal undgå,« fortæller vicedirektør Karin Tranberg, SOS International.

Læger og hospitaler på de fleste charterdestinationer er private og tager af den grund slet ikke imod det blå kort. Vi ser dog også offentlige læger, der ikke vil acceptere kortet.
Karin Tranberg, vicedirektør SOS-International

Det er især Spanien, Frankrig, Østrig og Grækenland, der volder problemer.

»Læger og hospitaler på de fleste charterdestinationer er private og tager af den grund slet ikke imod det blå kort. Vi ser dog også offentlige læger, der ikke vil acceptere kortet og i stedet kræver kontant betaling fra patienterne. Derfor skal patienterne selv søge at få pengene refunderet, hvilket vi ved kan tage rigtig lang tid,« siger Karin Tranberg

Kommunikationsdirektør Daniel Hummel, Falck, der driver Falck Global Assistance, peger på, at nogle turister derudover ikke har husket at få et blåt kort og derfor skal lægge ud for behandlingen, hvis de ikke er forsikrede. I dag har godt 3,7 mio. danskere rekvireret det blå kort.

»Vi kender problemerne med det blå kort fra tidligere, hvor kronikere og danskere på langtidsferie brugte det blå kort. I Spanien og Frankrig skal man være meget sprogkyndig for at være sikker på at havne det rette sted. På den offentlige del af hospitalet taler man typisk ikke engelsk, og serviceniveauet er lavere, end vi er vant til herhjemmefra. Samtidig har hospitalet en større mulighed for at få en forretning ud af det på privatdelen,« siger adm. direktør Daniel Hummel, Falck Global Assistance.

Den internationale sygesikring håndteres af Patientombuddet, hvor chefkonsulent Vibeke Brask Lemche på grund af valgkampen ikke kan kommentere, hvor ofte danskernes blå kort er blevet afvist.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Aktiv ferie
Falck