Kunderådgivere kan ikke få erstatning for tab i egen bank
Også bankansatte har lidt store tab på finanskrisen.
Hvad gør en kunderådgiver, der har tabt penge på en kampagne i den bank, vedkommende er ansat i? Der er formentlig ikke ret meget at gøre. Er man kunderådgiver i en bank, har man så stort et kendskab til finansielle forhold, at det er så godt som umuligt at få erstatning for tab, viser en ny afgørelse fra Pengeinstitutankenævnet.
En kunderådgiver i konkursramte Roskilde Bank har klaget til ankenævnet efter at have tabt 48.187 kr. på køb af aktier i banken i 2007. Tabet gjorde dobbelt ondt, for aktierne blev købt for lånte penge. Ialt lånte kunderådgiveren 49.000 kr.
I 2008 gik Roskilde Bank som bekendt konkurs, og alle aktionærer stod til at tabe deres penge. I 2010 tog Forbrugerombudsmanden sagen op, og i december 2013 blev der indgået en aftale med statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, om at visse kunder skulle have et tilbud om en erstatning på 60 pct. af tabet.
Bankrådgiverens påstand var, at hun ikke havde særlig indsigt i bankens økonomi.
»Der blev fortalt vidt og bredt om, hvor god en investering aktiekøbene ville være på sigt. Hun følte sig tvunget til at følge med de andre,« hedder det i klagen til Pengeinstitutankenævnet.
Der var da også eksempler på, at andre ansatte i banken havde fået en erstatning.
Der er et regelsæt for, hvordan folk med tilknytning til en bank er stillet, hvis de lider tab i forbindelse med investering i banken.
Eksempelvis kan bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer ikke få erstatning. Heller ikke medarbejdere med særlig indsigt eller særlig viden kan få erstatning.
I afgørelsen fra Forbrugerombudsmanden blev det fastslået, at Roskilde Bank ikke gav sine kunder en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Generelt var informationsniveauet så ringe, at banken pådrog sig et erstatningsansvar.
Men ikke over for kunderådgivere.
»Under henvisning til, at klageren var ansat som kunderådgiver i banken, da hun foretog de omtvistede aktiekøb, finder ankenævnet, at det må lægges til grund, at klageren havde en sådan viden om investering i aktier, og den ekstra risiko, der var forbundet med at optage lån til investeringen, at den mangelfulde markedsføring ikke kan anses for at have været bestemmende for aktiekøbene,« lyder afgørelsen fra Pengeinstitutankenævnet.
Ankenævnet behandler fortsat mange klagesager om krakket i Roskilde Bank og konsekvenserne af det.


