Fortsæt til indhold

Atomaftale giver bilisterne billigere benzin

På mindre end en uge er benzinen blevet 40 øre billigere per liter, og vi kan vente lave priser det næste års tid.

Privatøkonomi

Danske bilister, der skal have tanket til ferieturen, kan glæde sig over, at en faldende oliepris gør det billigere at fylde tanken op.

Således falder den såkaldte pumpepris for en liter blyfri 95-oktan benzin torsdag med 20 øre til 11,49 kr. En liter diesel falder med 6 øre til 9,29 kr.

I weekenden kostede en liter benzin 11,89 kr., mens literprisen for diesel var 9,45 kr.

Alene på forventningen om, at atomaftalen ville blive indgået, faldt olieprisen med 5 dollars.
Per Sune Koustrup, olieanalytiker hos Statoil

Prisfaldet hænger sammen med, at olieprisen nu igen er faldende. Onsdag handles en tønde Nordsø-baseret Brent-olie til godt 58 dollars, mens prisen for den amerikanske WTI-olie er knap 53 dollars. Se de aktuelle priser hos Bloomberg.

Forklaringen på prisfaldet skal findes i den atomaftale, der netop er blevet indgået med Iran.

»Alene på forventningen om, at aftalen ville blive indgået, faldt olieprisen med 5 dollars, og da vi må formode, at Iran vil leve op til aftalen, kan vi forvente, at olieprisen vil holde sig på et lavt niveau i mindst et år,« forklarer Per Sune Koustrup, der er olieanalytiker hos olieselskabet Statoil.

Det skyldes, at Iran igen kan begynde at eksportere olie, når sanktionerne mod landet ophæves.

»Det skønnes, at Iran vil være i stand til at sende 500.000 tønder olie ud på verdensmarkedet om dagen, når sanktionerne ophæves. Det vil så efterfølgende kunne stige til 1 mio. tønder olie om dagen,« siger Per Sune Koustrup.

»Det lyder måske ikke af så meget. Men der produceres allerede mere olie, end der efterspørges. Olieproduktionen i USA, Rusland og Opec-landene ligger på et meget højt niveau,« tilføjer han.

Det vækker på bilisternes vegne glæde hos bilistorganisationen FDM.

»Det er det laveste niveau i tre måneder,« konstaterer Allan Skytte Christensen, der er forbrugerøkonom hos FDM.

Priserne ligger dog stadig et godt stykke over årets laveste niveau. Midt i janaur var pumpeprisen for en liter benzin kun 9,79 kr., mens diesel var nede i 8,65 kr.

Alligevel opfordrer Allan Skytte Christensen bilisterne til at udnytte lokale konkurrenceforhold til at tanke til lavere priser end den vejledende pumpepris. Læs hos Statoil om pumpepriser og listepriser.

Allan Skytte Christensen kalder det nuværende fald bemærkelsesværdigt.

»Tilbage i februar 2013 faldt benzinen på én dag med 45 øre. Bilisterne er vant til, at benzinprisen stiger og falder, og som tommelfingerregel kan man sige, at hvis benzinprisen falder med en krone, så vil gennemsnitsbilisten spare omkring 100 kr. per måned,« forklarer Allan Skytte Christensen.

Artiklens emner
FDM
Statoil