Fortsæt til indhold

Forældrekøb: Lejlighederne rives væk

Det er et tegn på, at forældrene tror på, at priserne vil stige, vurderer boligøkonom.

Privatøkonomi

Salgstiderne for lejligheder, hvor ordet ”forældrekøb” indgår i beskrivelsen, har taget et stort dyk i årets første syv måneder i forhold til samme periode i fjor. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk.

Ejerlejligheder egnet til forældrekøb i Aarhus Kommune har været 74 dage på markedet i gennemsnit i år. Tilsvarende tager det 56 dage i gennemsnit at sælge en forældrekøbslejlighed i Københavns Kommune.

Salgstiderne har dermed taget et dyk på 35 pct. i Aarhus og 21 pct. i København sammenlignet med samme periode i fjor.

De lave salgstider er et tegn på, at forældrene har et optimistisk syn på markedet, mener boligøkonom hos Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

»Det indikerer, at forældrene tror på, at boligpriserne vil fortsætte op eller at sandsynligheden for, at de vil falde igen, ikke er særlig stor,« siger Lise Nytoft Bergmann.

De lave salgstider gør sig også gældende for andelsboliger velegnede til forældrekøb. Salgstiden er helt nede på 27 dage i København i forhold til 51 dage i samme periode i 2014. Det er en nedgang på 47 pct. I Aarhus er salgstiden 89 dage efter en nedgang på 29 pct.

Når salgstiderne er lave, skal forældre i nogle tilfælde være klar til at handle hurtigt. Derfor anbefaler Lise Nytoft Bergmann, at forældrene forbereder sig godt, inden de går på boligjagt.

»Man skal sørge for at have været i banken og få et boligkøbsbevis. Og så skal man have gjort sig klart, hvilke af de krav, man har til en bolig, der er på listen over nice-to-have og need-to-have,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Forældrekøb