Kontaktløse dankort uden pinkode strømmer ud til danskerne
Titusindvis af danskere har bestilt de nye kontaktløse Visa/Dankort. Erfaringerne med kortene er gode, viser ny undersøgelse.
Danskerne har taget godt imod de nye kontaktløse Visa/Dankort, der blev lanceret for få uger siden.
Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget i samarbejde med den internationale kreditkortudbyder Visa.
I forrige uge var over 40.000 kontaktløse dankort allerede sendt ud til danskerne, og antallet stiger dagligt. Danske Bank forventer at have sendt omkring 200.000 kort ud til sine kunder inden årsskiftet, og også i Jyske Bank er interessen for de nye kort stor, lyder det.
De kontaktløse Visa/Dankort fungerer ved, at man holder sit kort hen til terminalen uden at skulle indtaste pinkode. Ambitionen er, at de på længere sigt skal kunne bruges i samtlige butikker herhjemme.
Knap 7 ud af 10 er tilfredse eller meget tilfredse, når de bruger de kontaktløse dankort, og cirka hver femte har kortet oppe af lommen dagligt, viser undersøgelsen fra YouGov, der har spurgt 1.500 danskere om deres erfaringer med kortene.
»Danskerne har altid været hurtige til at tage imod ny teknologi, men med kontaktløse kort vil det gå usædvanligt hurtigt. Danskerne har umiddelbart set fordelene ved hurtige og nemmere betalinger i en it-infrastruktur, der stadig er sikker. Det er en platform, der er implementeret mange steder i Europa med stor succes,« siger Jens Damgaard, country manager i Danmark hos Visa Europe, der har leveret teknologien til det kontaktløse Visa/Dankort.
De seneste europæiske tal for kontaktløs teknologi viser, at der er 131 mio. kontaktløse kort på markedet og 2,6 mio. kontaktløse terminaler. Den gennemsnitlige kontaktløse købsværdi er på 84 kr., og fra juli 2014 til juli 2015 er der brugt 94,5 mia. kr. via kontaktløse kort inden for Visa Europes område.
Når danskerne vælger betalingsform i butikkerne, er det vigtigste, at det er nemt, viser den nye undersøgelse. Samtidig skal det være hurtigt at betale, ligesom også sikkerhed spiller en rolle. For de unge (18-34 år) er sikkerheden imidlertid mindre vigtig end for de 50-64-årige, der ser sikkerhed som det vigtigste parameter ved betaling i butikker.
På de sociale medier har der været en del skriverier om sikkerheden ved de kontaktløse dankort, ikke mindst fordi kortene ikke kræver, at man indtaster pinkode ved køb for under 200 kr. Er beløbet over 200 kr., bliver man bedt om at trykke sin pinkode.
For at være sikker på, at det er kortindehaveren, der bruger kortet, bliver man engang imellem bedt om at indtaste pinkode – uanset beløbet.
»Der er ingen grund til at være utryg. Og hvis kortet bliver stjålet og misbrugt, har man samme rettigheder som med de almindelige betalingskort,« siger Jens Damgaard med henvisning til, at man som ejer af kortet ikke hæfter ved tyveri eller misbrug.
Han tilføjer, at kortet skal holdes helt hen til betalingsterminalen for at gennemføre købet. Man risikerer altså ikke at få trukket penge på sit kort, blot man går forbi en kontaktløs terminal.
»På den lange bane tror vi, at mobilbetaling har fremtiden foran sig. Dankort skal gøre noget fysisk, de kan gå i stykker og blive væk, og terminalen kan drille.«Peter Kjærgaard, pressemedarbejder i Danske Bank.
De kontaktløse Visa/Dankort er blevet udpeget som en skarp konkurrent til Danske Banks MobilePay og Swipp, som flere af landets øvrige banker står bag. Kontaktløse Mastercards blev sendt på gaden for godt et år siden.
Hos Danske Bank afviser man, at de nye kort kan tage livet af bankens stort anlagte mobilløsning.
»På den lange bane tror vi, at mobilbetaling har fremtiden foran sig. Kort er noget fysisk, de kan gå i stykker og blive væk og har ikke samme potentiale for intelligente features rundt om betalingen,« siger pressemedarbejder Peter Kjærgaard.
Ikke desto mindre er det Danske Banks forventning, at samtlige bankens kunder har et kontaktløst kort inden udgangen af 2018.
»Der er ingen tvivl om, at man sparer tid ved at bruge enten kontaktløse kort eller mobilen, som f.eks. MobilePay. Men da danskerne i forvejen synes, at det fungerer meget godt med de "gamle" dankort, handler det meget om en adfærdsændring. Man skal vænne sig til de nye muligheder,« siger Peter Kjærgaard.
For at kunne tage imod kontaktløs betaling skal butikker anskaffe sig en terminal med NFC-teknologi.

