Nu er boligmarkedet nulstillet efter 11 historiske år
Voldsomme udsving i handelsaktiviteten ser ud til at være overstået.
Antallet af bolighandler har langt om længe stabiliseret sig på et niveau, som er til at leve med for alle aktører i markedet.
Det kommer efter nogle år med vilde udsving, der kulminerede før og lige efter finanskrisen.
»Der har været enormt store udsving i handelsaktiviteten på boligmarkedet gennem perioden fra 2004-2015 - og især på markedet for ejerlejligheder. Det gik fra at være overophedet og ramt af en prisboble i starten af perioden, og efter boblen punkterede og finanskrisens indtog gik markedet næsten helt dødt i en periode. Det medvirker til de enormt store historiske udsving i aktiviteten,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
Handelsaktiviteten er endelig tilbage på mere normale niveauer i en historisk sammenhængChristian Hilligsøe Heinig, cheføkonom, Realkredit Danmark
Han har taget udgangspunktet i salgstal fra Homes handelsindeks. I de seneste 12 måneder har der været en aktivitet, der er fuldstændig på linje med den gennemsnitlige aktivitet i perioden fra 2004-2015 samlet set.
»Med andre ord er handelsaktiviteten endelig tilbage på mere normale niveauer i en historisk sammenhæng, efter at vi i flere år har oplevet en underdrejet handelsaktivitet på boligmarkedet. Vi befinder os nu på det højeste aktivitetsniveau siden sommeren 2008 - altså lige før finanskrisen for alvor sendte boligmarkedet til tælling,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Siden foråret 2012 er aktiviteten på boligmarkedet steget med cirka 55 pct. Alene de seneste 12 måneder har budt på en fremgang i handelsaktiviteten på små 25 pct. i forhold til den foregående 12 måneders periode. Fremgangen skyldes især, at bedringen på boligmarkedet har bredt sig ud.
»Det er klart, at man altid kan diskutere, hvor det "normale" aktivitetsniveau befinder sig henne. Perioden fra 2004 og frem til i dag dækker således over længere perioder med enten optur eller nedtur på boligmarkedet,« konstaterer Christian Hilligsøe Heinig.
Afgørende for, hvor gode tallene ser ud, er, hvilken periode man indregner. Tager man udgangspunkt i tallene fra Danmarks Statistik, har aktiviteten været gennemsnitligt lidt højere i perioden fra 1992-2015 end i perioden fra 2004-2015.
»Der er selvfølgelig stadig betydelige regionale forskelle på tværs af landet, hvor det især er landets dyreste områder, hvor aktiviteten er højest, mens der stadig er områder af landet, hvor aktiviteten endnu er et godt stykke fra "normale" niveauer.«
Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er det ikke overraskende, at aktiviteten er størst på markedet for ejerlejligheder. Her har aktiviteten i de seneste 12 måneder været 12 pct. over niveauet fra perioden fra 2004-2015. Aktiviteten på sommerhusmarkedet og parcelhusmarkedet har også været i pæn fremgang over det seneste år, og aktiviteten på sommerhusmarkedet er nu lige i omegnen af indeks 100 for perioden fra 2004-2015, mens parcelhusmarkedet lige er en tand under.
»Ellers er det værd at bide mærke i, at selv om boblediskussionerne løbende dukker frem i øjeblikket, er aktiviteten på markedet for ejerlejligheder i dag langt fra de niveauer, vi så, da boligboblen toppede i 2005/2006. Det understreger under alle omstændigheder, at markedet i dag ikke er så overophedet som dengang,« mener Christian Hilligsøe Heinig.
Han understreger, at risikoen for en boligboble ikke er afblæst. Risikoen er fortsat størst i København.

