Fortsæt til indhold

Her er det bedste boliglån - uanset tidshorisonten

Det kan være skiftedag for populære boliglån.

Privatøkonomi

Hold godt øje med kurslisterne, hvis du har planer om at købe en ny bolig. For efter at realkreditinstitutterne er begyndt at udbyde nye boliglån, hver gang renten blot svinger et halvt pct. point, skal der ikke meget til, før der er skiftedag.

Det kan derfor være en god idé at kurssikre lånet, hvis man er tilfreds med det og ikke satse på yderligere kursstigninger. For de lidt mere spekulative er det en mulighed at få et lånetilbud hjem, så snart ønskeobligationen er under 100. Runder kursen 100, kan man få en kursgevinst, falder kursen, kan man smide lånetilbuddet væk og få et nyt.

Efter blot en uge er det afdragsfrie 3,5 pct. lån igen væk fra lånehylderne, da kursen på det har rundet 100. For boligejerne har det ikke umiddelbart de store konsekvenser, mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

»Vores 3,5 pct. lån uden afdrag endte over kurs 100 mandag og er dermed lukket for tilbudsgivning. Det er dog en knap så interessant bevægelse, da låntagerne generelt har søgt mod 3 pct.-lånet - helt i tråd med vores generelle anbefaling,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

At 3,5 pct. lånet uden afdrag er væk igen, er udtryk for et lille rentefald til glæde for de fleste boligejere. Så uanset om man har brug for et lån med lang eller kort løbetid, er det muligt at få det til en kurs tæt på 100 - altså uden at få det store kurstab.

Boliglån tættest på kurs 100

LåntypeRenteKursÅrlig ydelse efter skat
30-år med afdrag3,098,348.676
30 år uden afdrag3,097,229.920
20 år2,598,363.704
15 år1,595,880.062
10 år1,599,0111.674

Kilde: Realkredit Danmark

Hvis man vil have et 30-årigt lån med afdrag, bør man ikke helt glemme 2,5 pct. lånet, selv om kursen er nede i 95,3. Det kan give god mening at optage dette lån trods kurstabet, mener Christian Hilligsøe Heinig.

»Vi har stadig 2,5 pct. som vores generelle anbefaling til dem, der vælger 30-årig fast rente med afdrag. Når det er sagt, vil valget af enten 2,5 eller 3 pct. med afdrag i høj grad afhænge af den enkelte låntager - og på den led vil vi sagtens fra låntager til låntager have forskellige anbefalinger,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

På langt sigt vil 2,5 pct.-lånet være billigere end 3 pct.-lånet og give en lidt bedre beskyttelse af friværdien i boligen ved fremtidige rentestigninger pga. en lidt højere kursfølsomhed. Omvendt er kursrisikoen størst på 2,5 pct.-lånet.

»Det er altså et spørgsmål om låntagers risikoprofil og tidshorisont i forhold til dette valg,« fastslår Christian Hilligsøe Heinig.

Artiklens emner
Realkredit Danmark