Fortsæt til indhold

Huspriserne stiger i næsten hele landet

Priserne på huse er steget i 86 ud 96 kommuner, viser boligmarkedsstatistik for 2. kvartal.

Privatøkonomi

Bedringen på boligmarkedet breder sig til mange yderkommuner.

Det viser ny statistik for boligmarkedet for 2. kvartal. På landsplan er huspriserne steget i gennemsnit 7,5 pct. i forhold til et år siden, mens priserne på lejlighed er steget 10,5 pct.

Tallene kommer fra Boligmarkedsstatistikken, som udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening, Realkreditrådet, Realkreditforeningen og Finansrådet.

Det interessante ved de nye tal er, at de viser en bred stigning på tværs af landet, vurderer analytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank. Huspriserne lå højere i 83 ud 96 kommuner i andet kvartal 2015 i forhold til året før.

»Det går med andre ord bedre på det danske boligmarked på tværs af landet,« siger Mikael Olai Milhøj, der forklarer, at priserne stiger på en baggrund af en bred bedring i økonomien og meget lave renter.

Han er ikke den eneste som bider mærke i, at prisstigningerne breder sig til flere dele af landet.

»Det er interessant, at der er tale om stigende huspriser for syv ud af ti land- og yderkommuner. Der er således en del lyspunkter også langt væk fra Hovedstadsområdet,« siger Ane Arnth Jensen, direktør i brancheorganisationen Realkreditrådet.

Ejendomsmæglerkæden Home påpeger dog, at der stadig er lang vej igen i yderkommunerne.

»Det skal ses med det forbehold in mente, at fremgangen i omegnskommunerne og kommunerne længere væk fra byerne kommer fra et lavere niveau. Markedet i København, Aarhus og andre byer var allerede i god vækst for et år siden, « siger relationschef Mads Ellegaard fra Home.

Der var også stigninger til ejerlejligheder, især i de større byer. I København, Aarhus og Aalborg steg de henholdsvis 13,9 pct., 10,6 pct. og 14,6 pct. i forhold til samme kvartal året før.

»Faktisk er priserne i Aarhus og Aalborg over deres top før krisen, mens den gennemsnitlige kvadratmeterpris i København nu er 0,3 pct. under toppen i andet kvartal 2006,« siger analytiker Michael Olai Milhøj fra Danske Bank.

Økonomerne glæder sig også over, at der er registreret en stigning i handelsaktiviteten. En stigning i huspriser hører nemlig ikke nødvendigvis sammen med, at der bliver handlet flere huse og lejligheder, selvom der ofte er en sammenhæng.

Der var omkring en fjerdedel flere handler med huse og en tredjedel flere handler med ejerlejligheder i forhold til samme periode året før, viser statistikken.

»Vi skal tilbage til 2008 for at finde en lignende handelsaktivitet. Også det er rigtig godt nyt for dansk økonomi. Flere bolighandler giver i sig selv mere efterspørgsel i resten af økonomien. Eksempelvis i detailhandlen og for håndværkerne,« siger seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank.