Afdragsfrie lån er boligejernes livline
Lavt antal tvangsauktioner, men det kunne være endnu lavere.
Kun ca. 2.600 boliger er gået på tvangsauktion i årets første ni måneder, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Kombinationen af afdragsfrihed og historisk lave renter er hovedforklaringen på det lave tal. Den kombination har formentlig reddet mange boligejere fra at gå på tvangsauktion, lyder vurderingen fra realkreditsektoren, for flere har endnu ikke overvundet tabene fra finanskrisen.
Helt undgå tvangsauktioner er umuligt. Der vil altid være husstande, der rammes af sygdom, død eller skilsmisse, men ca. 290 tvangsauktioner om måneden er et lavt tal. Det er positivt, fordi det flere steder i landet stadig er svært at omsætte boliger.
»Den primære årsag til, at antallet af tvangsauktioner er lavt, er kombinationen af lave renter og fleksible lånemuligheder. I 1990 gik i gennemsnit næsten 1.700 ejendomme på tvangsauktion i hver måned. Dengang var den faste rente over 10 pct., og afdragsfrie lån fandtes ikke på hylderne. I dag er renten omkring 3 pct., mens afdragsfrihed kan fungere som en redningskrans for boligejere i perioder, hvor de eksempelvis oplever ledighed, sygdom eller andre hændelser med indkomsttab,« siger boligøkonom i Nykredit, Joachim Borg Kristensen.
Der er udsigt til det laveste antal tvangsauktioner siden 2008. Bundrekorden blev sat i 2006. Her gik kun 103 på tvangsauktion om måneden. I 1990 blev der sat en negativ rekord med 1.695 tvangsauktioner om måneden.
Det kan derfor undre, at vi ikke er tilbage på niveauet i 2006, for renten er lavere nu end dengang, mener boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
»Det er selvfølgelig ærgerligt, at antallet af tvangsauktioner ikke længere falder, men ser ud til at stabilisere sig på nogenlunde samme niveau som i 2014. Ikke mindst set i lyset af, at renten faldt mærkbart i starten af 2015, og at man derfor kunne have håbet på, at det kunne have afhjulpet betalingsproblemerne i nogle af de berørte familier,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Men vi når ikke ned på så lave tal igen, mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.
»Op til 2006 steg priserne langt voldsommere end nu. Dengang var der også tale om overophedning af både dansk økonomi og boligmarkedet, og set i den forbindelse er der heller ingen grund til at ønske sig tilbage til disse tider, der som bekendt senere bidrog til heftige tømmermænd i økonomien.«
Også her spiller afdragsfriheden ind.
»Der er ingen tvivl om, at nogle er blevet ramt af, at afdragsfriheden udløber. Der vil være nogle, som ikke har kunnet få forlænget deres afdragsfrihed af forskellige årsager,« vurderer Christian Hilligsøe Heinig.
Det er ikke kun renten, der påvirker boligmarkedet. Også beskæftigelsen spiller en afgørende rolle, fastslår boligøkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh.
»En af de væsentligste årsager til, at boligejere kommer i økonomisk uføre er, hvis en person i husstanden mister sin indtægtskilde. Derfor er udviklingen i tvangsauktioner også ganske tæt forbundet med udviklingen i ledigheden. Aktuelt ser vi et skarpt dyk i ledigheden. Vi er derfor heller ikke specielt bekymret for, at stigende rente vil få tvangsauktionsstatistikkerne til at eksplodere – det væsentlige her er nemlig, at rentestigningen kommer som en følge af øget vækst og højere jobsikkerhed,« siger Mikkel Høegh.
Af de ca. 2.600 tvangsauktionsramte boliger var knap 1.800 enfamilieshuse. Kun 165 var ejerlejligheder endte på tvangsauktion.

