Fortsæt til indhold

Vi er ukuelige boligoptimister

Finansiel uro gør ikke danskerne mere bekymrede for boligmarkedet.

Privatøkonomi

Danskernes tro på stigende boligpriser er ikke til at rokke.

For trods den seneste tids finansielle uro er optimismen bevaret. Huspristilliden, som Nykredit måler hver måned, er kun faldet ganske beskedent til indeks 25,4 i september. Og det er afgørende, for der er stor sammenhæng mellem indekset og den reelle prisudvikling.

»Det kan umiddelbart undre, at huspristilliden ikke er faldet mere markant som for eksempel forbrugertilliden, der er faldet i seks måneder i træk. Huspristilliden undviger tilsyneladende den økonomiske usikkerhed, som er skabt af Kina, aktiekursfaldene og renteuroen,« siger boligøkonom i Nykredit, Joachim Borg Kristensen.

Danskernes forventninger til boligpriserne er kun faldet beskedent i de seneste måneder. Nykredits månedlige forventningsundersøgelse viser således, at huspristilliden blot er faldet til indeks 25,4 i september mod 27,6 i august. Til sammenligning nåede tilliden i maj et rekordhøjt niveau i statistikkens otte årige historie med indeks 29,6.

Indekset i september dækker over en svarfordeling, hvor 57 pct. af danskerne forventer, at huspriserne vil stige de kommende 12 måneder. Kun 6 pct. forventer prisfald. Der er derfor et klart flertal, som forventer prisstigninger.

Det trækker ned i huspristilliden:

  • For det første fik aktiemarkedet en på sinkadusen i slutningen af august oven på meldinger om, at væksten i kinesisk økonomi er bremset op.
  • For det andet har vi på den hjemlige front registreret skuffende nøgletal hen over foråret og sommeren. Det har kastet en række negative nyheder af sig.
  • For det tredje har de lange renter vist store udsving med en stigende tendens. Den faste rente er flere gange steget og faldet med mellem 0,25 og 0,4 procentpoint fra uge til uge og ligger altså nu omkring 3 pct.

Derfor er huspristilliden fortsat høj?

  • Renterne er stadig meget lave.
  • Boligpriserne stiger mange steder. Over det seneste år er huspriserne således steget i 85 kommuner.

Den store optimisme peger på, at der er flere prisstigninger på vej, mener Joachim Borg Kristensen.

»Der har været altid være en sammenhæng mellem forventninger og priserne. Boligmarkedet er i høj grad forventningsdrevet. Den høje huspristillid kan meget vel være et varsel om, at landets huspriser fortsat vil vise en positiv tendens, fordi den normalt fungerer som en god retningspil,« siger Joachim Borg Kristensen.

Ud over en bredt funderet boligoptimisme og fortsat lave renter, er aktiviteten på boligmarkedet understøttet af væksten i dansk økonomi, som blandt andet har ført til en fremgang i lønmodtagerbeskæftigelsen på 68.000 personer siden foråret 2013.

»Vi forventer, at huspriserne 2015 vil stige med næsten 6 pct. på landsplan i 2015. Størstedelen har dog fundet sted med prishoppet i januar-maj. Allerede fra 2. halvår forventer vi en mere moderat fremgang, så priserne vil stige med 2-3 pct. om året i 2016-2017,« lyder vurderingen fra Joachim Borg Kristensen.

Nykredit understreger, at den høje huspristillid ikke giver et bud på, hvor meget priserne i så fald vil stige. Det skyldes, at respondenterne ikke bliver bedt om at sætte tal på deres forventninger.

Dagens tal viser således, at 54 pct. forventer "højere" priser, mens blot 3 pct, forventer "meget højere" priser. Den udbredte optimisme ses på tværs af regionerne og er en væsentlig årsag til, at huspriserne er steget i store dele af landet.

Artiklens emner
Nykredit
Joachim Borg Kristensen