Fortsæt til indhold

Afdragsfriheden har bidt sig fast

Langt flere afdragsfrie lån end før finanskrisen.

Privatøkonomi

Over halvdelen af de danske boliglån er stadig afdragsfrie, viser nye tal fra Realkreditforeningen og Realkreditrådet.

52,9 pct. af boliglånene er afdragsfrie, og selv om det er et fald i forhold til toppen på 56,7 pct. i 2013, er niveauet stadig langt højere end for 10 år siden.

I 2006 var godt 30 pct. af lånene afdragsfrie, men efter finanskrisen tog udviklingen fart. I 2009 oversteg andelen af afdragsfrie lån for første gang andelen af lån med afdrag.

Det udestående afdragsfrie udlån er faldet med 800 mio. kr. i løbet af 3. kvartal. Men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at vi i stigende grad bevist vælger afdragsfriheden fra. Der er nemlig flere forklaringer, understreger boligøkonom i Nykredit, Joachim Borg Kristensen.

»Når renterne falder, vil afdrag på variabelt forrentede lån automatisk stige som følge af annuitetsprincippet. Mange boligejere har dog også tilvalgt lån med afdrag ved boligkøb og låneomlægning. Endeligt begynder flere at afdrage, fordi de når til deres planmæssige udløb af afdragsfrihed,« siger Joachim Borg Kristensen.

I Nordea Kredit har man også noteret sig, at boligejerne begynder at afdrage, når afdragsfriheden udløber. To ud af tre Nordea-kunder begynder afviklingen planmæssigt.

»Andelen af boligejere, der afdrager på deres lån, er steget fra 43,8 pct. for ét år siden til nu 47,1 pct. Det er en ganske mærkbar stigning, når man tager i betragtning, at det er langt fra alle lån, der skiftes ud hvert eneste år,« konstaterer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

En anden forklaring er, at der igen er kommet gang i bolighandlen og omlægningerne. Mange nye boligkunder vælger lån med afdrag, og andre har valgt at afdrage i forbindelse med låneomlægninger.

I Nykredit håber man, at tendensen mod afdrag fortsætter.

»Vi forventer, at bevægelsen mod mere afdrag og lån med større rentesikkerhed vil fortsætte, da boligejerne formentlig har fået en opfattelse af, at rentebunden ligger bag os, og at det derfor kan være fornuftigt at låse renten over en længere periode. Det er i sig selv positivt, fordi det gør boligejerne mere robuste og mindre følsomme over for rentestigninger,« siger Joachim Borg Kristensen.

Artiklens emner
Nykredit
Nordea Kredit