Fortsæt til indhold

Rækkehuse hitter blandt boligkøberne

Rækkehuse slår både villaerne og ejerlejlighederne i konkurrencen om, hvem der har oplevet den største stigning i bolighandelsaktiviteten i årets 10 første måneder.

Privatøkonomi

Rækkehusene indtager en førsteplads, når man kigger på, hvilken type bolig der oplever den største fremgang i antallet af bolighandler.

I de første 10 måneder af 2015 steg antallet af bolighandler for rækkehuse med 36 pct. i forhold til samme periode sidste år, viser nye tal fra ejendomsmæglernes boligportal Boligsiden.dk.

»Rækkehuse har i de seneste år været begunstiget af, at der ikke hører nær så meget jord med til ejendommen, og derfor er grundskylden ikke steget så meget som på et hus. Det gør rækkehusene mere attraktive, og det kan være en af forklaringerne på, at stadig flere boligkøbere går efter et rækkehus,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

En anden forklaring kan ifølge Lise Nytoft Bergmann være, at der ligger mange rækkehuse omkring de større byer, som har haft den mest positive udvikling i handelsaktivitet og boligpriser.

Det er dog ikke kun på markedet for rækkehuse, at der er kommet mere gang i aktiviteten. Ejerlejligheder, villaer og fritidshuse bliver også handlet i højere grad. Ifølge tallene fra Boligsiden.dk har der til og med oktober i år været flere bolighandler end i hele 2014.

»Det er primært pga. af den øgede aktivitet i foråret, som var båret af rentefald, at vi ser så høj en aktivitet,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Men aktivitetsniveauet halter stadig bagefter, siger hun:

»Det går bedre, når man sammenligner med årene efter krisen, men vi ligger stadig under tidligere års handelsaktivitet.«

Den udmelding bakker Lise Nytoft Bergmann op om:

»Handelsaktiviteten er stadig lav, også selvom man ikke kun sammenligner med boligboblen, hvor det hele gik hektisk for sig. Efter boligboblen kom vi hen et sted, hvor der var en usædvanlig lav interesse for at købe boliger. Nu er vi på vej tilbage i et hastigt tempo, men der er et stykke vej endnu til de niveauer, man har set tidligere.«

Kilde: Boligsiden.dk

Artiklens emner
Boligsiden.dk
Lise Nytoft Bergmann