Fortsæt til indhold

Bilbranchen glæder sig over det går ned ad bakke for registreringsafgiften - men det går for langsomt

Både FDM og AutoBranchen Danmark efterlyser en gennemgribende omlægning af bilafgifterne.

Privatøkonomi

Regeringens ændringer i registreringsafgiften for biler peger den rigtige vej. Men det går slet ikke stærkt nok, og der er fortsat behov for en gennemgribende omlægning af de danske bilafgifter.

Det er meldingen fra både bilistorganisationen Forenede Danske Motorejere (FDM) og brancheorganisationen AutoBranchen Danmark.

»Det er glædeligt og tiltrængt, at der nu er politisk flertal for at gøre noget ved den høje danske registreringsafgift. De større og dyrere biler er mest overbeskattet, men det er også dem, der først får de nyeste miljø- og sikkerhedsteknologier,« siger Thomas Møller Thomsen, der er adm. direktør i FDM.

Han kalder det et stort første skridt i den rigtige retning.

»Men det skal blot være begyndelsen. Så længe vi har en værdibeskatning, vil det stadig betyde, at private ikke bare betaler markant mere i afgift for den samme bil end flådeejere som leasingselskaber. Samtidig gør beskatningen både sikkerhedsudstyr og miljømæssigt udstyr uforholdsvis dyr,« tilføjer Thomas Møller Thomsen.

FDM har beregnet, hvad nedsættelsen af registreringsafgiften fra 180 pct. til 150 pct. vil betyde for en bil i familiestørrelsen. Således vil en Skoda Octavia 1,4 TSI falde fra 308.000 kr. til 292.877 kr. Det er en besparelse på 15.123 kr.

Holdningen hos FDM går igen hos AutoBranchen Danmark, hvor den adm. direktør, Jens Brendstrup, også kalder afgiftsændringen et skridt fremad.

Men han henviser samtidig til, at det på længere sigt ikke er nok bare af sænke registreringsafgiften.

»Den værdibaserede afgift skal ændres grundlæggende, fordi den hæmmer udbredelsen af ny og grøn teknologi. Danmark har i dag en ældre bilpark med forældet teknologi sammenlignet med vores nabolande. Bilkøberne er ikke så motiverede til at købe en miljøvenlig og mere sikker bil, når teknologien bliver pålagt en høj afgift,« tilføjer Jens Brendstrup.

Artiklens emner
FDM
AutoBranchen Danmark