Julegevinst kan udløse regning fra Skat
Vindere af mindre, lukkede julekonkurrencer skal selv sørge for at angive gevinsten til Skat.
Er du den heldige vinder af vin, vaser, hvidvin eller andre gode sager i en juletidens mange konkurrencer, så er det værd at være opmærksom på de skattemæssige forhold.
Sådan lyder det fra revisions- og konsulenthuset PwC.
Mange virksomheder benytter julemåneden til at afholde konkurrencer for kunder, ansatte eller andre interesserede, men man skal holde sig for øje, at der kan være skattebetalinger forbundet med gevinsterne.
»Selve deltagelsen medfører ikke nogen beskatning, men man skal dog være lidt vågen, hvis man er så heldig at vinde,« siger John Cederskjold Kierans, der er skatterådgiver i PwC.
Offentlige konkurrencer, der udbredes bredt, og hvor alle kan deltage, er normalt omfattet af reglerne om gaveafgift, hvilket betyder, at den, der afholder konkurrencen, skal afregne såkaldt gevinstafgift på 15-17,5 pct. af præmiens markedspris over 200 kr.
Vinderen skal altså ikke foretage sig noget i relation til Skat. Det er dog ikke alle virksomheder, der er klar over det.
»I nogle situationer ser vi, at både små og store virksomheder tror, at de ikke har pligt til at betale gevinstafgift, hvis de skriver i konkurrencebetingelserne, at det er vindernes ansvar,« siger John Cederskjold Kierans.
Han peger dog på, at man ikke sådan lige kan fraskrive sig ansvaret, da reglerne siger, at det er konkurrenceudbydere, der skal sørge for at have de skattemæssige forhold på plads.
Er der derimod tale om en konkurrence for en lukket gruppe af personer, så er reglerne anderledes.
Her er det nemlig vinderne, der selv skal sørge for at angive genvinsten over for Skat, så længe der ikke er tale om pengepræmier eller gavekort.
»Værdien af præmien beskattes med de almindelige skattesatser, dvs. op til ca. 52 pct. Så det er ret fornuftigt for vinderne at få styr på, om præmien er skattefri, eller om der i virkeligheden er hæftet et girokort fra Skat med på gevinsten,« siger John Cederskjold Kierans.



