Så høj er indkomsten i din kommune
Gentofte-borgerne tjener gennemsnitligt over dobbelt så meget som beboerne på Langeland, viser tal fra Danmarks Statistik. Se landkort over den gennemsnitlige indkomst her.
Nordsjællandske kommuner løber med førertrøjen i forhold til, hvem der har den højeste gennemsnitlige personindkomst. Det viser nye tal for 2014 fra Danmarks Statistik.
Borgerne i Gentofte Kommune ligger helt i top, og her ligger den gennemsnitlige personindkomst på 530.603 kr., mens den i Langeland Kommune ligger lavest med et gennemsnit på 245.812 kr. Gennemsnittet for hele landet ligger på 298.785 kr.
Personindkomsten er summen af erhvervsindkomst, formueindkomst, overførselsindkomst mv. før skat, og kun personer over 14 år er inkluderet i tallene.
Mens Gentofte indtager 1. pladsen indtager Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Furesø kommuner 2., 3., 4. og 5. pladsen. Bundplaceringerne får øerne Langeland, Læsø, Ærø, Lolland og Bornholm.


