Fortsæt til indhold

Risikovillige boligejere har sparet 12.000 kr. i 2015

Forskellen mellem renten på flekslån og fastforrentede lån kan blive endnu større, lyder det.

Privatøkonomi

De mest risikovillige boligejere har sparet tusindvis af kroner i 2015 ved at vælge et lån med fleksrente.

De har betalt mindre i ydelse og afdraget mere sammenlignet med boligejere, der har holdt sig til et mere sikkert fastforrentet lån. Det viser en beregning, som Nykredit har lavet for Finans.

Nykredit har beregnet forskellen på et flekslån med halvårlig rentebinding - et såkaldt F-kort - og et 30-årigt fastforrentet 2 pct.-lån. Beregningen viser, at boligejere med F-kort har betalt cirka 5.000 kr. mindre i ydelse efter skat pr. lånte million end boligejere med det fastforrentede lån.

Samtidig har de afdraget over 7.000 kr. mere og dermed sparet i alt 12.000 kr.

Konklusionen mangler dog en væsentlig pointe, mener seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre, der står bag regnestykket.

»På et fastforrentet lån falder værdien af restgælden, når renterne stiger. Og hoppede man med på 2 pct.-vognen i begyndelsen af året, som rigtig mange gjorde, har man også oplevet et fald i restværdigælden,« siger han og henviser til, at renten på fastforrentede lån er steget fra 2 pct. i maj til omkring 3 pct.

Forskellen i restværdigælden på F-kort og det fastforrentede lån er 53.000 kr. pr. lånte million.

»Det er dog ikke en gevinst, der er realiseret, som det f.eks. er med ydelse og afdrag,« siger Jeppe Borre, der mener, at et fastforrentet lån er en god mulighed for at sikre sig mod rentestigninger.

Renteforskellen mellem de korte og lange obligationslån er øget, og der er formentlig mere i vente. Det skyldes, at renten på flekslånene er afhængig af udviklingen i Europa, mens renten på de fastforrentede lån er mere afhængig af udviklingen i USA.

I december valgte Den Europæiske Centralbank, ECB, at lempe sin pengepolitik yderligere, hvilket er med til at holde renten nede. Derimod har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hævet renten for første gang i ni år og varslet mere fra samme skuffe.

»Der synes altså at være lagt i kakkelovnen til en stejlere hældning på rentekurven over det kommende års tid - altså en lidt større forskel end i dag mellem renten på flekslån og fastforrentede lån,« sagde cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, til Finans i den forbindelse.

Artiklens emner
Nykredit
Jeppe Borre