Airbnb vil lade naboerne klage over lejere
Et nyt tiltag fra Airbnb betyder, at naboer fremover også kan bedømme lejerne af tjenesten, hvis der for eksempel er problemer med larm.
Larm fra naboen på de mærkeligste tidspunkter kan få de fleste op i det røde felt.
Og hvis det så slet ikke er naboen, der åbner døren, når man banker på for at bede om nattero, men et par tilfældige lejere, der bruger et par feriedage i en privat lejlighed, hvor i alverden gør man så af sin galde?
Inden for de næste uger lancerer deleøkononomitjenesten Airbnb en ny funktion, som lader naboerne til udlejede lejligheder indgive klager.
»Hvis der opstår problemer, arbejder vi med vores onlinefællesskab om at prøve at løse dem. Inden for den næste måned begynder vi at tilbyde en ny funktion på vores hjemmeside, hvor naboer kan registrere deres bekymringer direkte til vores kundeserviceteam,« forklarer Aja Guldhammer, som er Airbnb's landechef i Norden og Holland, i en skriftlig kommentar.
Og det nye tiltag, hvor naboerne kan indgive en klage direkte på hjemmesiden, er et godt initiativ, hvis man spørger Claus Skytte, ekspert i deleøkonomi og forfatter til bogen "Skal vi dele?".
»Det er en rigtig god idé. Det er i deleøkonomiportalernes interesse, at alle er glade. Det, der er så skrøbeligt ved deleøkonomien, er, at Airbnb jo ikke ejer et eneste værelse, og Uber ejer ikke en eneste bil. Det betyder, at hvis folk ikke er glade og går deres vej, har de ikke noget selv,« forklarer han til Ritzau Fokus.
Tjenesten Airbnb er bygget på, at folk udlejer deres hjem til andre, mens de ikke selv er hjemme. Efter lejlighedsbytteriet kan de to parter give hinanden en bedømmelse, alt efter hvor succesfuldt byttet har været. Og faktisk betyder en efterfølgende bedømmelse noget for, hvordan vi opfører os.
»Vi passer meget bedre på private ting, end vi passer på et hotelværelse. Vi har langt mere respekt for det, netop fordi vi ved, at vi bliver bedømt bagefter,« forklarer Claus Skytte.
En god bedømmelse er blevet en valuta, parterne bytter med hinanden - for en dårlig bedømmelse kan betyde, at man ikke længere er en attraktiv byttepartner på siden. Men naboerne, som modsat udlejerne faktisk er til stede, mens lejerne er i lejligheden, har indtil nu ikke kunnet ytre deres mening digitalt.

