Stofa-kunder får frit valg af tv-kanaler
Stofa lancerer nu frit valg på tv-kanaler, så kunderne kan vælge 100 kanaler til og fra udenom tv-pakker.
Tiden ser ud til at være slut hvor du skulle betale for ti kanaler, for at få adgang til den éne som du var ude efter.
Fra 1. maj kan kunder i Stofa nemlig frit vælge enkeltkanaler til og fra på månedsbasis. Udvalget er på over 100 kanaler.
De 80.000 aarhusianere, der er medlem af Antenneforening Aarhus får dog adgang til den nye løsning allerede fra 31. marts, fordi foreningen har arbejdet tæt sammen med Stofa om at udvikle løsningen.
»Alle kender vist til irritationen over, at betale for noget man ikke bruger. Det tager Stofa nu konsekvensen af, og vi ser derfor rigtig meget frem til om få uger at lancere Stofa MitTv i Aarhus og dermed give tv-forbrugerne mulighed for kun at betale for det tv, de ser,« siger Ole Fruekilde Madsen, adm. direktør i Stofa i en pressemeddelelse.
Stofa, der er Danmarks næststørste tv-distributør kalder selv deres nye produkt for »revolutionerende«. Konkurrenten Boxer tilbyder dog også frit kanalvalg fra 1. april.
Der bliver stor forskel i prisen på de enkelte kanaler hos Stofa. De billigste kanaler får en pris på 10 kr. om måneden, mens 3+ bliver den klart dyreste til 89 kr. pr. måned.
Oveni i prisen pr. kanal kommer også et fast månedligt abonnement på 29 kr. om måneden. Desuden skal kunden have en Smart-tv boks der koster minimum 999 kr. i køb eller 79. kr. om måneden i leje.
Stofas nye løsning har været undervejs siden august, og har involveret mange forhandlinger med programselskaber og rettighedshavere.
Ifølge Ole Frukilde har indførelsen af det frie tv-valg dog været en nødvendighed.
»Vi er fuldt ud klar over, at Stofa MitTv kræver en ny måde at arbejde på i markedet, både for vores samarbejdspartnere og for os selv. Men udviklingen går den vej og hvis ikke vi er med til at skabe fremtiden, er der andre der gør det for os,« siger han.


