Forældre kan udnytte konfirmandernes høje rente
Flere banker ulejliger sig ikke med at undersøge, om det kun er konfirmandernes pengegaver, der går ind på kontoen.
Danskerne har lige nu en gylden mulighed for at udskifte bankkontoens kedelige rente på 0,0 pct. ud med én på 10 pct. – og det endda helt uden nogen form for risiko.
Det viser en stikprøve, som Søndagsavisen har lavet hos tre af de pengeinstitutter, som lige nu tilbyder en ekstra lukrativ konto til landets konfirmander.
Ideen er, at det ikke kun er konfirmandens penge, der går ind på den nyoprettede konfirmandkonto, men også penge fra ens lønkonto, der alligevel står og samler støv. Det er selvfølgelig ikke helt i kontoens ånd, men ikke desto mindre er der ingen kontrol med, hvor pengene kommer fra.
”Vi tjekker ikke, om pengene kommer fra konfirmanden selv. Så i princippet vil man sagtens kunne løbe om hjørner med os,” siger Jens Odgaard, direktør i Hvidbjerg Bank, til Søndagsavisen.
Samme melding lyder også fra Frøs Sparekasse og Danske Bank, der som den eneste af landets største banker tilbyder en konfirmandkonto.
Fælles for de banker, der tilbyder en konto til konfirmanderne, er, at der et loft på, hvor mange penge der kan sættes ind. Alligevel kan det godt blive til mange penge i rente. I Hvidbjerg Bank er der et maks. På 30.000 kr., men kender du en konfirmand, der eksempelvis kun har 5.000 kr., så kan du frem til nytår tjene i 1667 kr. i rente ved selv at komme med de resterende 25.000 kr.
Når bankerne tilbyder så høje renter til konfirmander, er der isoleret set tale om en klar underskudsforretning, der skal lokke nye kunder ind i folden.
”Man kan ikke placere sine penge andre steder og få 8 pct. i rente. Så det er en investering i de unge mennesker,” siger Kurt Jensen, adm. direktør i Frøs Sparekasse, der tilbyder den næsthøjeste rente på 8 pct., til Søndagsavisen


