Peugeot lover ét, men må gøre noget andet
Bilproducenten har lovet bilkøberne reelle oplysninger om brændstofforbruget, men bilerne skal markedsføres med tallet fra EU-normen.
Mere realistiske oplysninger om det virkelige brændstofforbrug. Det har den franske bilproducent PSA Peugeot Citroën lovet bilkøberne, og bilkoncernen er allerede i gang med at teste modellernes brændstofforbrug under mere reelle kørselsforhold i almindelig trafik.
Men i Danmark markedsfører Peugeot i bl.a. tv-reklamer og på sin egen hjemmeside stadig 308-modellen med de tal for brændstofforbrug, som modellen er typegodkendt med.
Op til 31,3 km per liter, lyder løftet for stationcarudgaven af Peugeot 308.
Det sker, selv om Peugeot har oplyst, at bilen under reelle kørselsforhold snarere kører 20 km per liter.
Peugeot har tidligere forklaret, at forskellen bl.a. ligger i, at bilerne under den såkaldte RDE-norm (Real Driving Emissions) kører med det sædvanlige elektriske tilbehør tilsluttet. Under de laboratorietest, der ligger til grund for typegodkendelsen, er elsystemer som klimaanlæg, sædevarme og elopvarmede ruder slået fra.
Men der er en ganske god forklaring på, at bilerne markedsføres på den måde.
»Det er simpelthen et lovkrav, at vi bruger de officielle tal fra EU-normen,« forklarer Hanne Sørensen, der er informationschef for Peugeot Danmark.
Hun ser derfor frem til, at der fra 2017 træder en ny EU-norm i kraft. Den skal give mere reelle tal for bilernes brændstofforbrug.
»Vi har på eget initiativ besluttet at give bilkøberne nogle mere realistiske forbrugstal, men så længe de andre bilproducenter ikke følger med, kan man ikke sammenligne tallene. De tal, der kan sammenlignes, er tallene fra den gældende EU-norm,« siger Hanne Sørensen.
Derfor er der efter hendes mening heller ikke tale om, at man snyder bilkøberne.
»De tal, vi frivilligt lægger frem, er en slags bonusoplysninger til bilejerne. De fortæller, hvad bilisterne kan forvente under daglig brug af bilen. Tallene kan afvige væsentligt fra de officielle tal fra EU-normen, men det gælder for alle bilmærker. Så når vores modeller klarer sig godt efter EU-normen, vil de også klare sig godt, når man ser på de mere reelle forbrugstal,« tilføjer Hanne Sørensen.


