Analytiker: Bilejerne skal ikke frygte omlægning af afgifter
Det nye udspil til bilafgifter tager alle mulige hensyn, lyder vurderingen fra Bilbasen.
De danske bilejere behøver ikke at ligge søvnløse og spekulere på værdien af deres nuværende bil, selv om der nu er præsenteret et nyt udspil til en omlægning af de danske bilafgifter.
Udspillet fra bilistorganisationen FDM, Bilbranchen under Dansk Industri og De Danske Bilimportører lægger op til en afgiftsændring fra en værdibaseret afgift til en teknisk afgift baseret på bilens påvirkning af miljøet og dens sikkerhedsydstyr.
»De danske bilejere har de seneste 15 år gang på gang måttet høre, der var nye bilafgifter på vej. Den seneste ændring fra 2015, da registreringsafgiften blev sat ned fra 180 til 150 pct. for de større biler, betød kortvarigt et fald i brugtpriserne. Men de har nu rettet sig igen på grund af efterspørgslen,« forklarer Jan Lang, der er analytiker hos bilhandelspladsen Bilbasen.dk.
Han roser udspillet for at være særdeles gennemtænkt og pege på løsninger af de udfordringer, der vil være ved en oplægning af bilafgifterne. I Danmark kører der nu cirka 2,4 mio. biler rundt på vejene.
»Udspillet opererer først og fremmest med, at de nuværende biler som udgangspunkt skal fortsætte på de nugældende regler. Samtidig er der overgangsordninger, som både tager hensyn til brugtmarkedet og til statens indtægter. Jeg synes faktisk, at udspillet tager nogle hensyn, som vi ikke har set tidligere. Derfor virker udspillet meget seriøst,« siger Jan Lang.
Om det så er noget, som politikerne vil bruge, tør han ikke spå om.
»Når det gælder omlægningerne af bilafgifterne er politikerne per tradition meget fåmælte, indtil der ligger en beslutning,« tilføjer han.
Men bilejerne bør ikke frygte store værditab på deres nuværende biler.
»Udspillet vil få en meget begrænset effekt - om nogen overhovedet - på brugtmarkedet,« beroliger Jan Lang.


