Fortsæt til indhold

Boligrenter fortsætter faldet: 2,5 pct. lån tæt på kurs 100

Festen på boligmarkedet langt fra forbi, mener økonom.

Privatøkonomi

Usikkerheden på de finansielle markeder er så stor, at danskere med behov for boliglån kan tage det helt roligt. Bliv i hængekøjen, lyder det bl.a. fra investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen.

Mandag fortsætter kursstigningerne på obligationsmarkedet. 2,5 pct. lånet er igen tæt på kurs 100 og dermed ude af spil, og 2 pct. lånet har rundet kurs 96.

Det er specielt usikkerheden, om Storbritannien bliver i EU eller ej, der driver obligationskurserne op. Det er mest sandsynligt, at englænderne bliver, men hvis ikke?

»Hvis englængerne vælger vejen ud af fællesskabet, er der gode muligheder for at det betyder et gensyn med 1,5 pct. obligationen for langsigtet realkreditfinansiering,« konstaterer Per Hansen.

I øjeblikket er 2 pct. obligationen i kurs 96 og ikke langt fra foråret 2015, hvor en markant kroneefterspørgsel fik de danske renter til at styrtdykke

»Hvis Storbritannien forlader EU, vil det øjeblikkeligt sende 2 pct. mod 100 og højest sandsynlig lukke serien. En massiv kroneudstrømning i størrelsesorden 50-100 mia. i ugerne efter et engelsk Brexit er mest sandsynligt,« siger Per Hansen.

Han anbefaler boligejerne at tage situationen roligt, for næsten uanset hvad der sker, vil renten forblive lav i en periode.

»Læg dig i hængekøjen og nyd sommervejret. Er du til fast rente, har du den sikkert allerede i dag. Hvis du har planer om at gå fra variabel til fast rente, sker der ikke noget ved at få et lånetilbud på et 2 pct. lån,« siger Per Hansen.

Også for boligejere med behov for afdragsfrihed er der gode muligheder. Kursen på 2,5 pct. obligationen bag lånet har rundet 98 og er tæt på 95 for 2 pct. lånet.

Artiklens emner
Nordnet
Per Hansen