Boligrenten hamret i bund: Få penge tilbage for at låne
Renterne på flekslån er igen nede at teste bunden.
Kombinationen af en katastrofal jobrapport fra USA fredag og en stærk krone var præcist den cocktail, der skulle til, for at hamre den danske boligrente ned under 0.
F1-renten er igen negativ, og et F3-lån kan fås til en rekordlav rente på blot 0,04 pct. Også F5-lånet er tæt på 0 med en rente på blot 0,36 pct. Og det er langt fra sikkert, at bunden er nået endnu.
Den danske krone er den seneste måned blevet handlet til den stærke side over for euroen. Siden midten af maj har kronekursen befundet sig i intervallet 743,55-743,85.
»Det betyder, at kronekursen har bevæget sig faretruende tæt på de niveauer, hvor Nationalbanken sidste år intervenerede og oversvømmede markedet med kroner for at forsvare fastkurspolitikken,« siger makroøkonom i Sydbank, Søren V. Kristensen.
Den stærke krone har fået Nationalbanken til at reagere ved at sælge kroner for 23,6 mia. for endnu engang at forsvare kronen.
»Det er et meget stort tal og indikerer, at det trækker kraftigt op til en dansk rentenedsættelse,« mener Søren V. Kristensen.
Aktuelle rentesatser på flekslån
| BRFkredit | Realkredit Danmark | |
|---|---|---|
| F1 | -0,29 | -0,02 |
| F2 | 0,06 | 0,05 |
| F3 | 0,04 | 0,11 |
| F5 | 0,38 | 0,36 |
Det er kun kunder i BRFkredit og Realkredit Danmark, der får gavn af den negative rente på F1-lånene. Nykredit/Totalkredit og Nordea Kredit tilbyder ikke længere den type lån til nye kunder.
Men F1-lånet er nu billigere end det lån, der var udpeget til at skulle afløse det. Det er lånet, der går under betegnelser som FlexKort, KortRente og F-kort. Her rentetilpasses lånet hvert halve år. Det burde gøre det billigere.
Men i Realkredit Danmark sparer man i øjeblikket næsten 100 kr. om måneden efter skat ved at vælge et F1-lån frem for det opreklamerede FlexKort-lån.
Hos Realkredit Danmark modregnes den negative rente i bidraget, mens den hos BRFkredit kommer kunderne til gode i form af et ekstraordinært afdrag - selv på afdragsfrie flekslån.
Realkredit Danmark har for nylig meddelt, at bidragssatserne hæves markant på alle flekslån fra F1 til F4 med det formål at få kunderne til at vælge andre lån. Den beslutning undersøges i øjeblikket af Finanstilsynet. Også Totalkredit har bebudet markante prisforhøjelser på de billige og populære lån.

