Fortsæt til indhold

Top fem: Her er Danmarks dyreste sommerhuse

Nordsjælland danner ramme om nogle af landets dyreste fritidsboliger.

Privatøkonomi

Kunne du tænke dig at spendere sommeren i et hus med højt til loftet og en placering så tæt på vandet, at man næsten kan dyppe tæerne uden at forlade grunden?

Landets dyreste sommerhuse har hele pakken, og dem finder man i øjeblikket i Nordsjælland.

Det viser en ny opgørelse over sommerhuse, der lige nu er udbudt på boligsiden.dk. Sommerhuse, som ligger i en højde, så man kan se vandet, er ikke overraskende i høj kurs, og det afspejler sig i prisen.

Et sommerhus, der har mindre end 100 meter til vandet, bliver ifølge boligsiden.dk udbudt for 31.600 kroner per kvadratmeter. Det er næsten dobbelt så meget som udbudsprisen for det gennemsnitlige sommerhus. Dog skal man kun 200-300 meter fra kysten, før priserne begynder at udligne sig. Det er prisen for at spare havudsigten væk.

»Havudsigten er eftertragtet og dyr, fordi den er i begrænset antal. Der kan kun være så mange huse i første række til vandet, og den naturlige begrænsning af antallet er med til at trække prisen op,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

De dyreste sommerhuse i Danmark:

  1. Ellebakkevej 6, 3140 Ålsgårde
    Der er god plads i denne mere end 100 år gamle ejendom i Alsgårde. Grundareal lyder på 8.699 kvadratmeter, som forventes at kunne udstykkes i syv matrikler. Udbudsprisen står i 20.000.000 kr.
  2. Store Orebjergvej 39, 3210 Vejby
    I Vejby finder man dette arkitekttegnede sommerhus, som er udtænkt af arkitekt MAA Jan Knudsen med inspiration fra vikingernes langhuse. Huset er oprindeligt bygget i 1941, men har gennemgået en omfattende ombygning i 2003. Her rykker kontantprisen op i 22.000.000.
  3. Kystvej 38 A, 3100 Hornbæk
    Tredjepladsen går til Hornbæk, hvor prisen på sommervillaen Sandhave fra 1906, der ligger 45 minutters kørsel fra København og har badestranden inden for rækkevide, løber op i 25.000.000 kr. Se sommerhuset her.
  4. Kystvej 48, 3100 Hornbæk
    Det næstdyreste sommerhus finder man ligeledes i Hornbæk. Her får man en liebhaverbolig fra 1903 med udsigt til strand, klit og hav. Så skal man til gengæld grave dybere i pengepungen og finde 29.000.000 kr. Se sommerhuset her.
  5. Rungsted Strandvej 137, 2960 Rungsted Kyst
    For at finde landets i øjeblikket dyreste sommerhus, skal man ifølge boligsiden.dk en tur til Rungsted Kyst. Prisen for en villa fra 2011 med 500 etagemeter og panoramaudsigt over Øresund står i 29.500.00 kr. Se mere om sommerhuset her.
Artiklens emner
Boligsiden.dk