Lempelse af sommerhusregler svækker dansk bolværk mod udenlandske opkøb af danske feriehuse
Med aftalen om planloven lægger et bredt flertal i Folketinget op til at gøre det lettere for pensionister at bruge deres sommerhus som helårsbolig. Det kan dog karambolere med Danmarks særregel i EU om, at udlændinge ikke må købe sommerhuse i Danmark, mener eksperter.
Hvis et bredt flertal i Folketinget som planlagt vedtager at gøre det lettere for pensionister at bruge deres sommerhus som helårsbolig, kan det skabe usikkerhed om Danmarks sommerhusregel i EU, der forbyder udlændinge at købe danske sommerhuse.
Det vurderer flere eksperter over for Finans.
»Jo mere man udvider adgangen for danskere til at bruge sommerhuse, jo mere virker det diskriminerende i forhold til dem, der er uden for,« siger juraprofessor Peter Pagh fra Københavns Universitet som begrundelse for, hvorfor de nye regler kan kollidere med Danmarks særregel i EU, der går under navnet "sommerhusprotokollen."
»Det er et argument, man kan fremføre med en rimelig begrundelse,« fortsætter han og siger, at han er usikker på, om det vil gå den ene eller anden vej, hvis enten EU-Kommissionen eller en EU-borger indbringer en sag.
Også juraprofessor Helle Tegner Anker fra Københavns Universitet ser en sammenhæng.
»Tidligere har vurderingen været, at hvis man piller ved de danske sommerhusregler, så piller man også ved grundlaget for sommerhusprotokollen,« forklarer hun og peger på, at den problemstilling stadig er væsentlig:
»Det er min vurdering, at det stadig er relevant.«
Kammeradvokaten vurderede spørgsmålet i 2004 for den daværende VK-regering og konkluderede, at det indebar »en risiko for,« at sommerhusprotokollen ikke kunne bevares fuldt ud, hvis man gjorde det lettere for pensionister at bo i deres sommerhus hele året. Det fik VK-regeringen til at skrinlægge planerne.
Det skyldtes, at »opretholdelsen af den danske sommerhusregel (sommerhusprotokollen, red.) er vigtigere end at gøre det muligt for flere ældre at bosætte sig i sommerhuse hele året,« som daværende miljøminister Connie Hedegaard (K) sagde til Jyllands-Posten dengang.
Peter Pagh vurderer, at der ikke er sket en ændring i EU-domstolens praksis siden da.
»Der er ingenting, der tyder på, at man vil acceptere det her mere, end man ville dengang,« siger Peter Pagh, mens Helle Tegner Anker ikke er bekendt med, om der skulle være nogle EU-domme, som rokker ved Kammeradvokatens vurdering.
Lektor og jurist Carsten Munk-Hansen fra Aalborg Universitet mener, det er »naturligt,« at Kammeradvokaten påpeger forsigtighed. Han er dog skeptisk over, om Danmark vil komme i uføre.
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) oplyser i en skriftlig kommentar:
»Regeringen og den brede forligskreds har ønsket at gøre det lettere for pensionister at benytte deres sommerhus til beboelse hele året. Jeg kan oplyse, at vi har været opmærksomme på sommerhusprotokollen, og at Justitsministeriet har foretaget en juridisk vurdering, og at Justitsministeriet har bekræftet, at sommerhusprotokollen kan opretholdes, samtidig med at ejerskabsperioden nedsættes fra 8 år til 1 år.«
Socialdemokraternes miljøordfører, Simon Kollerup, vil nu bede Troels Lund Poulsen svare på problemstillingen i Folketinget.
»Hvis ministeren mener, at han har sikre kort på hånden i forhold til de juridiske vurderinger, så er det bare et spørgsmål om, at han får informeret Folketinget om det,« siger han.

