Efter nyt rentefald: 1,5 pct. lån i drømmekurs
Rekordbilligt at vælge et fast forrentet lån.
Danmarkshistoriens billigste boliglån med fast rente er for alvor i spil igen. Kursen på det 30-årige 1,5 pct. lån er nu så høj, at lånet bør indgå i overvejelserne, før man tager et boliglån, mener BRFkredit.
Kursen på obligationen er tæt på 94. Der er en tommelfingerregel i realkreditten om, at man først skal vælge et boliglån, når kursen har rundet 95. Men den regel skal man ikke dvæle alt for meget ved, mener afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh.
»Tommelfingerregler er, hvad tommelfingerregler er. De er generelle og nemme at huske på, men aldrig helt præcise,« siger han.
Lige nu koster det 3.750 kr. efter skat at låne 1 mio. kr., hvis man vælger et 2 pct. lån til kurs 97,5. Vælger man i stedet et 1,5 pct. lån til kurs 93,58, er prisen 3.792 kr.
»Hvad skal man vælge? Renten skal ikke falde ret meget nu, før 1,5 pct. lånet er i spil. Har man en lang horisont, er der nu en oplagt mulighed for at få et evighedslån, dvs. et lån, der næppe skal omlægges, med mindre renten en dag stiger kraftigt, og man kan skære betydeligt af restgælden,« siger Mikkel Høegh.
En rente på 1,5 pct. er lavere end den historiske F1-rente og dermed attraktiv. 1,5 pct. lånet har yderligere den fordel, at det er meget kursfølsomt. Hvis renten stiger blot 1 pct. point, vil kursen falde med ca. 9 point. Og det gør lånet oplagt til lodret konvertering.
Jo lavere pålydende rente desto mere kursfølsomt er lånet.
»Tanken bag den gamle tommelfingerregel er jo, at kurstabet ikke skal blive for stort, hvis man skal ud af lånet. Men et faktum er, at der ikke skal ret meget rentestigning til, før man er bedre tjent med et 1,5 pct. lån, særligt hvis man kigger på horisontomkostninger,« mener Mikkel Høegh.
Hvis man har en lang horisont, dvs. at man regne med at bo i sin bolig i mange år, kan kurstabet hurtigt tjenes hjem. Restgælden afvikles relativt hurtigere på det lavest forrentede lån, sådan at gælden nedbringes relativt mest i starten. Det giver besparelser på de faktiske rentebetalinger og ikke mindst bidragsbetalingerne, fastslår Mikkel Høegh.
