Så er det sidste chance for at omlægge lån – og dog
Kl. 16 i dag fredag er sidste chance for at opsige det fastforrentede lån til næste termin, men kommer man for sent, kan der stadig være penge at spare. Bor man i et område af landet, hvor boligerne er steget i værdi, kan det i sig selv tale for en omlægning.
De stigende bidragssatser kan gøre det ekstra attraktivt at opsige det fastforrentede boliglån inden kl. 16 i eftermiddag for den boligejer, for hvem omlægning kan betale sig. I hvert fald hvis boligen ligger i de dele af landet, hvor priserne er steget.
»Det er interessant at arbejde med boligens værdi. Hvis man kan få den vurderet op, så lånegrænsen ændres fra 80 til 60 eller 60 til 40 pct., kan der være mange penge at spare i bidrag over nogle år. Især for den boligejer, der vælger afdragsfrihed og variabel forrentning, men det kræver at huset bliver nyvurderet, så man skal enten skifte selskab eller låne lidt op,« siger John Norden, direktør i Mybanker.
Et lån på 2 mio. kr., svarende til 80 pct. belåning, som F1-lån uden afdrag koster 36.000 kr. i bidrag om året hos det pt. dyreste institut Nykredit/Totalkredit og 27.500 kr. om året hos det billigste institut BRFkredit.
Men hvis lånet p.g.a. prisstigninger nu kan rummes inden for 60 pct. af boligens værdi, falder prisen. Ved den lånegrænse er Nordea dyrest med 29.000 kr. om året, mens BRFkredit kræver 20.667 kr.
Det er ikke de samme institutter, der er billigst og dyrest ved de forskellige lånegrænser.
Det er interessant at arbejde med boligens værdi. Hvis man kan få den vurderet op, så lånegrænsen ændres fra 80 til 60 eller 60 til 40 pct., kan der være mange penge at spare i bidrag over nogle år.
Der var i mandags opsagt fastforrentede lån for cirka 27 mia. kroner. Primært 3½ og 4 pct. lån. Realkredit Danmark venter, at opsigelserne når op på 35-40 mia. kroner.
»Dermed har vi været vidne til en pæn konverteringsbølge her den seneste tid. Den er dog stadig et godt stykke vej til de niveauer, vi var vidne til sidste år, hvor konverteringsbølgen toppede med opsagte lån for i omegnen af 100 mia. kroner,« fortæller cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.
Han tilføjer, at der stadig kan være basis for at omlægge lån i den kommende tid, hvis man ikke når at opsige det i dag.
»Udgiften til differencerenter stiger rigtig nok - men det ændrer næppe konverteringscasen for mange af boligejerne med konverteringsegnede lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Kursen på det 30-årige fastforrentede 2 %-lån med afdrag lå fredag formiddag omkring 97,6.