Forskel på boligpriser eksploderet: Her er vinderne og taberne
Danskernes flyttemønstre påvirker boligmarkedet kraftigt.
Forskellene mellem Danmarks dyreste og billigste boligområder er eksploderet.
Én kvadratmeter bolig i landets dyreste kommune koster i dag 12 gange så meget som en tilsvarende kvadratmeter i landets billigste kommune. For 25 år siden var forskellen kun 2,5.
Det viser en analyse, som Nykredit har lavet på baggrund af tal fra Realkreditrådet og Danmarks Statistik.
Årsagen til den ekstreme udvikling er danskernes trang til storbyliv, som er taget til i årene efter finanskrisen. Færre danskere bor på landet og i de helt små byer, mens de større byer vokser. Det påvirker boligmarkedet.
»Udviklingen gavner boligejere med friværdi i landets dyreste kommuner, der måtte ønske at flytte til en billigere kommune. Til gengæld er mobiliteten stærkt reduceret for boligejere, der måtte ønske at flytte til hovedstadsområdet fra en kommune med lave boligpriser,« skriver Nykredits chefanalytiker og boligøkonom, Mira Lie Nielsen, i analysen.
I 1992, som er så langt, boligstatistik på kommuneniveau rækker, kostede et gennemsnitligt hus cirka 1 mio. kr. i landets dyreste boligområde, Hørsholm, og cirka 350.000 kr. på Lolland, landets billigste boligområde.
Med andre ord kunne en boligejer få 2,5 kvadratmeter bolig på Lolland for samme pris som én kvadratmeter i Hørsholm.
I dag er forskellen næsten 12 gange så meget. Opgjort i kroner og øre vil det sige, at prisen for et hus i landets dyreste kommune er steget med næsten 5 mio. kr. siden begyndelsen af 1990'erne, mens det på Lolland kun er steget med 160.000 kr.
»Den forskellige udvikling og større spredning i priserne gør, at der opbygges store formuer udvalgte steder i landet, mens det med millioner i friværdi andre steder er meget langt væk fra virkeligheden,« lyder det fra Mira Lie Nielsen, der mener, at de mange "murstenspenge" giver nogle boligejere langt bedre forbrugsmuligheder og levevilkår.
»Samtidig betyder de store forskelle meget den dag, man sælger sin bolig og enten ønsker at flytte et andet sted hen i landet, eller efter sin død kan give børn og børnebørn et betydeligt økonomisk løft,« skriver hun.
På Frederiksberg, der i dag er Danmarks dyreste boligområde, kostede et hus på 145 kvm. i 2015 cirka seks mio. kr. Et tilsvarende hus på Lolland, der fortsat er landets billigste boligområde, kostede cirka en halv mio. kr.