Sådan får du en månedsløn i rabat på bilen
Man skal aldrig købe en ny bil til fuld pris, siger FDM, der har undersøgt flere hundrede bilhandler.
Selv med en beskeden indsats er der mange tusinde kroner at hente i rabat, når man køber ny bil.
Det viser en gennemgang, som bilistorganisationen FDM har lavet af 200 slutsedler, og som dokumenterer, hvor meget man kan få i rabat på forskellige bilmodeller.
Gennemgangen viser, at en rabat på 10 pct. er mere reglen end undtagelsen. På visse biler kan man få helt op til 19 pct. i rabat - afhængig af model og mængden af ekstraudstyr.
»Man skal aldrig købe en bil til fuld pris, hvilket vores undersøgelse understreger endnu en gang. Faktisk kan man med selv en beskeden indsats forhandle sig til en god rabat, og er man flittig, kan man få, hvad der svarer til en månedsløn i rabat,« siger forbrugerøkonom i FDM, Allan Skytte Christensen, i en pressemeddelelse.
Ifølge FDM er det ikke nødvendigvis bilen, som forhandleren tjener mest på. Det er alt det omkring bilen, som f.eks. finansiering, ekstraudstyr og serviceaftale, der også kan indgå i bilhandlen.
Jo flere ting forhandleren kan tjene penge på ved handlen, desto større rabat er der at hente, lyder det fra FDM.
»Forhandleren har et beløb, han skal tjene på bilhandlen. Derfor bør man fra starten også lægge åbent frem, hvad man er i markedet efter, så forhandleren ved, hvad han har at arbejde med og dermed også, hvordan han kan give køber den størst mulige rabat,« siger Allan Skytte Christensen.
Det bedste forspring, man kan give sig selv, hvis man vil forhandle gode rabatter hjem på sin nye bil, er at undersøge hjemmefra, hvad bilen, finansieringen, serviceaftaler, ekstraudstyr og forsikring koster.
Ifølge Allan Skytte Christensen er det især en god idé at hente flere tilbud på finansieringen på forhånd, da forhandlerens tilbud langtfra altid er bedst - også selvom han lokker med rabat.


