Fortsæt til indhold

Hver femte dansker snyder sig selv: Glemmer oplagt fradrag

Mange er ikke klar over, at det er muligt at få fradrag for donationer på flere tusinde kroner.

Knæk Cancer indsamlede i weekenden 163 mio. kr. Det er det højeste beløb nogensinde. Foto: Per Arnesen/TV 2
Privatøkonomi

Lørdag aften sendte private danskere og virksomheder over 160 mio. kr. af sted til Kræftens Bekæmpelse, da TV 2 sendte det store indsamlingsshow 'Knæk Cancer Live'.

Men hvad mange af bidragyderne måske ikke ved er, at de kan trække deres donation fra i skat. I hvert fald viser en ny undersøgelse fra Deloitte, at hver femte dansker ikke er klar over, at man kan få fradrag for donationer.

»De velgørende organisationer har en stor opgave foran sig med at informere borgerne om, at dette fradrag eksisterer. Folk er jo generelt glemsomme, når det gælder de mindre fradrag, så der er i den grad brug for kommunikation for at holde gejsten oppe,« siger Doris Erlandsen, ekspert i personskatter ved Deloitte.

Ifølge 2016-satserne er det muligt at trække donationer fra i skat for op til 15.200 kr. Der er samtidig ingen bagatelgrænse for fradraget, så selv de mindste beløb tæller med.

Knap hver femte dansker har allerede udnyttet velgørenhedsfradraget i år. Yderligere 6 pct. af danskerne forventer at gøre det, inden året er omme, viser Deloittes undersøgelse.

»Fradrag for velgørenhed har stor betydning for de organisationer, der lever af at samle penge ind. Der er ingen tvivl om, at pengene ligger løsere i lommen, når man ved, at man kan spare skatten. Det er en ekstra god grund til at give en hjælpende hånd,« siger Doris Erlandsen.

47 pct. af danskerne siger i undersøgelsen, at de ikke har udnyttet fradraget for velgørenhed i år og i øvrigt heller ikke har tænkt sig at gøre det. 10 pct. har endnu ikke besluttet sig.

Artiklens emner
Skat
Deloitte