Tirsdag bør 4,9 mio. danskere tjekke deres skattekort
De fleste danskere behøver ikke rette i deres forskudsopgørelse - men der er undtagelser. Mange har udsigt til skattelettelser.
Hvis du vil undgå et fremtidigt skattesmæk, kan det være en god idé at lægge vejen forbi Skats hjemmeside fra tirsdag.
Her lander forskudsopgørelsen for 2017 for 4,9 mio. danske skatteborgere. De bør kontrollere, at alle deres fradrag er med, og indberette hvad de forventer at tjene i det nye år, lyder rådet fra både Skat og revisionsfirmaet BDO.
Langt de fleste danskere skal ikke rette i deres forskudsopgørelse. Men det er alligevel vigtigt at tjekke, om alle oplysninger er korrekte, især hvis der er sket væsentlige ændringer i ens liv. Det gælder f.eks. ved jobskifte, pension, eller hvis man har købt eller solgt en bolig.
Skat bruger de oplysninger, som man giver via sin forskudsopgørelse, til at beregne trækprocenten for hele 2017. Er tallene ikke korrekte, risikerer man et skattesmæk, når Skat gør skatteåret op i begyndelsen af 2018.
Ifølge BDO vil både fradrag og trækprocent være nogenlunde som i år for de fleste danskere - men der findes undtagelser. Mange danskere har nemlig udsigt til skattelettelser i det nye år.
Både topskattegrænsen, personfradraget og beskæftigelsesfradraget stiger en smule i 2017. Bor man i en kommune, der hæver kommuneskatten, er det dog ikke sikkert, man mærker noget til skattelettelserne.
Det gælder indbyggerne i Odense, Rebild, Læsø og Fanø Kommune.
Omvendt kan indbyggerne i Brøndby, Tårnby, Høje-Taastrup, Gladsaxe og Glostrup Kommune se frem til en lavere kommuneskat, hvilket vil kunne ses på forskudsopgørelsen.
Der gælder ikke noget krav om, at forskudsopgørelsen skal være absolut retvisende.
»Mange vælger bevidst at forskudsregistrere deres indkomst for højt eller deres fradrag for lavt for at få overskydende skat. Og det er helt i orden,« skriver BDO.
Hvis man er forudlønnet, skal forskudsopgørelsen rettes inden den 10. december. Er man bagudlønnet, skal man have rettet den inden den 10. januar, hvis man vil have den nye forskudsopgørelse til at virke fra den første lønudbetaling i 2017.

