Fortsæt til indhold

Kursfald får konsekvenser: Afdragsfrit 2 pct. lån er ude i kulden

Nye låneanbefalinger efter kursfald.

Privatøkonomi

De seneste dages kursfald får nu realkreditinstitutterne til at ændre låneanbefalinger. Det ekstremt populære 2 pct. lån uden afdrag er nu ude i kulden, mener Realkredit Danmark. Kursfaldet er simpelthen for stort.

Udviklingen viser, at der ikke skal ret store udsving til, før det får konsekvenser for lånevalget. Eksempelvis betyder rentestigningen, at det blot er blevet 80 kr. dyrere om måneden efter skat for et lån på 1 mio. kr. med et fast forrentet 2 pct.-lån med afdrag.

»Rentestigningerne betyder dog, at vi laver om i vores generelle låneanbefalinger. Vi anbefaler nu det 30-årige afdragsfrie 2,5 pct.-lån for de låntagere, der ønsker fast rente og afdragsfrihed. Med en aktuel kurs tæt på 94 vurderer vi, at kurstabet nu er for stort på det afdragsfrie 2 pct.-lån,« siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Realkredit Danmark fastholder endnu det 30-årige 2 pct.-lån med afdrag som den primære anbefaling frem for det tilsvarende 2,5 pct.-lån, da det er billigere over tid og har en lidt større kursfølsomhed. Kursen på 2 pct.-lånet med afdrag er aktuelt på cirka 95,4.

»Vi ved dog rent erfaringsmæssigt, at de danske låntagere har et stort fokus på kurstab, og i praksis betyder den seneste tids udvikling, at vi nok vil se flere låntagere, der vælger 2,5 pct.-lånet med afdrag frem for 2 pct.-lånet,« forudser Christian Hilligsøe Heinig.

Rentestigningerne har også betydning for konverteringsaktiviteten. De seneste to kvartaler har budt på nogle pæne konverteringsbølger på i omegnen af 50 mia. kr. pr. kvartal. Den seneste konverteringsrunde var især drevet af konvertering fra 3 pct.-lån ned i rente, men de lavere kurser betyder nu, at vi generelt set ikke anbefaler låntagere med fastforrentede 30-årige pct.-lån at konvertere ned i rente.

»Dette i kombination med, at potentialet for konverteringer svinder ind i takt med, at flere har fået udskiftet deres realkreditlån med højere kuponrente, betyder, at vi næppe kommer til at se større konverteringsaktivitet frem mod næste opsigelsesfrist i slutningen af januar. Det kræver i hvert fald, at 2 pct.-lånet skal tilbage i kursniveauer på den høje side af kurs 98.«

Det er kun de lange renter, der er påvirket af rentestigningerne. De korte realkreditrenter holdes fortsat i stram snor af den europæiske centralbanks pengepolitik. Usikkerheden er til gengæld stigende i forhold til retningen af de lange realkreditrenter, fastslår Christian Hilligsøe Heinig.

Artiklens emner
Realkredit Danmark