Fortsæt til indhold

Her er boliglånet uden rente

Reelt betaler man ikke rente for et F1-lån - kun bidrag.

Privatøkonomi

Renten er 0,00 pct. Alligevel kommer det til at koste ca. 3.500 kr. om måneden efter skat at låne 1 mio. kr. med afdrag og 800 kr. uden afdrag.

Forklaring: Bidragssatserne udgør nu hele udgiften til boliglånet.

Renten på F1-lånet ender nemlig på 0,00 pct. fra 1. januar, viser resultaterne fra realkreditinstitutternes auktion over fleksobligationer. Nykredit er færdig med sine auktioner, og dermed er det sikkert, at instituttets kunder får en F1-rente på 0. Med stor sandsynlighed får Realkredit Danmarks kunder samme rente.

»Renterne er de laveste nogensinde for boligejere, der får rentetilpasset i november/december. Tager vi årets øvrige rentetilpasninger i betragtning, er det de næstlaveste kontantlånsrenter historisk set,« konstaterer seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

Ny rente på F1-lånene:

Kontantlånsrente: 1. januar
Nykredit/Totalkredit0,00
Realkredit Danmark0,00
Nordea Kredit-0,01

Trods den historisk lave rente har der været god efterspørgsel efter F1-obligationerne. Der er givet bud for omkring 3-5 gange så meget, som der skulle sælges obligationer for. Det bidrager til de meget lave kontantlånsrenter på rentetilpasningslånene.

Torsdagens F1-rente blev reelt negativ. Men den gennemsnitlige rente ender altså på 0.

»Hvor renten den første dag var svagt positiv, nemlig på 0,003 pct., så var gårsdagens rente faktisk lige præcis negativ, idet den lød på -0,001 pct. Dagens auktion har igen budt på en svagt negativ rente, men da vi runder af til to decimaler, er låntagernes gennemsnitlige F1-rente præcist 0,00 pct.,« siger økonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan.

I Nordea Kredit ender renten i et lille minus, nemlig -0,01 pct.

»En F1-rente på -0,01 pct. er den laveste rente, vi nogensinde har set på en januar-auktion. Kun én gang tidligere har niveauet været lavere. Det var ved auktionen i august 2016, hvor boligejere med F1-lån fik fastsat en rente på bare -0,05 pct.,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Realkredit Danmark
Nykredit