Tusindvis af forsikringsløse husejere bliver reddet efter konkurs
De 26.000 husejere, der blev ramt af konkursen hos selskabet bag Husejernes Forsikring, bliver reddet med en ny ordning. Det har partierne i den finansielle forligskreds netop meldt ud.
Partierne bag den finansielle forligskreds har netop besluttet, at de 26.000 husejere, der står med håret i postkassen efter selskabet bag Husejernes Forsikring for 14 dage siden gik konkurs, skal reddes.
Det er meldingen torsdag aften efter et møde i kredsen.
Det betyder bl.a., at husejerne bliver tilbudt en ny forsikring, noget der ellers kun er muligt ved selve huskøbet, samt at de 1.700 husejere, der har en sag kørende med forsikringsselskabet, bliver reddet.
»Med denne aftale løser vi et akut problem for de danske kunder, der har tegnet en forsikring hos Husejernes Forsikring. Jeg vil godt kvittere også over for forsikringssektoren og takke for deres bidrag til at finde en god og konstruktiv løsning. Nu kan vi komme videre og hjælpe de mange kunder, der er endt i denne ulykkelige situation,« siger erhvervsminister Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
De 1.700 med en skadessag bliver dækket via Garantifonden for skadesforsikringsselskaber efter en selvrisiko på 20.000 kr. for ejerskifteforsikringer.
Andre danske kunder, uden skader, vil få mulighed for at tegne en erstatningsforsikring med en løbetid på op til fem år på kommercielle vilkår hos selskaber i Forsikring & Pensions medlemskreds.
Hele balladen opstod, fordi Husejernes Forsikring som agenturselskab solgte forsikringer for det større selskab Gable Insurance, der hører hjemme i Liechtenstein.
Dette selskab gik konkurs for 14 dage siden, og hverken selskabet i Liectenstein eller Husejernes Forsikring er - i modsætning til hvad kunderne fik af vide - medlem af en garantiordning, der i tilfælde af konkurs ville dække udgifter.
Finans beskrev allerede i september om problemerne hos Husejernes Forsikring som følge af, at myndighederne i Liechenstein gav Gable Insurance forbud mod at sælge forsikringer.
Den gang trak selskabet indgåede aftaler tilbage og stoppede med at sælge nye aftaler, men afviste samtidigt, at der var problemer i Liechtenstein.
»Alle eksisterende kunder vil blive behandlet, som de plejer. Gable Insurance er ikke insolvente eller ved at gå konkurs. Gable Insurance fastholder, at de betaler alt til alle skader,« forklarede Louise Anine Kampp Rasmussen, kommunikationschef i Husejernes Forsikring, i oktober til Finans.
I midten af november kunne Finans så skrive, at der var en redning på vej – og det er så det, der er sket nu.


