Sådan får du nemme besparelser inden nytår
Inden året rinder ud, er der flere skatteforhold, man bør have på det rene, da udgangen af 2016 er frist for at få del i eventuelle besparelser. Det handler blandt andet om pensionen og om aktiebeholdningen, som man med fordel kan se efter i sømmene, da der kan være lette gevinster at hente.
Sådan lyder rådet fra Spar Nord og revisionsvirksomheden Beierholm, der har lavet en liste over nemme besparelser at hente på skatten.
- Mange danskere glemmer at kigge på deres skatteforhold op til nytår til trods for, at der kan være mange skattemæssige fordele ved at tjekke op på dele af sin privatøkonomi og pension i løbet af den travle december måned, siger Spar Nords cheføkonom, Jens Nyholm.
Ifølge Spar Nords og Beierholms tjekliste fremhæves pension, som et af de primære områder, der bør gives et eftersyn inden nytår, da dette kan have en stor indvirkning på indkomstskatten.
- Der er nogle årlige beløbsgrænser for både ratepensioner, livsvarige livrenter og aldersopsparinger, som man ikke kan samle op på i det nye år, siger Jens Nyholm og fortsætter:
- Hvis man skal betale topskat i indeværende år, kan det være fordelagtigt for folk med især ratepension og ophørende livrente at udnytte indbetalingsgrænsen for på den måde at opnå et samlet fradrag på henholdsvis 52.400 kr. og 48.200 kr. i 2016 og dermed reducere beskatningen af den sidst tjente krone.
Søren V. Pedersen, statsautoriseret revisor hos Beierholm, påpeger, at aktieindkomster er et andet område, hvor man kan opnå en væsentlig skattebesparelse, hvis man altså handler inden nytår.
- Det kan ofte være en god idé at få solgt tabsgivende aktier inden årets udgang, da man herved kan opnå muligheden for at reducere beskatningen af andre gevinstgivende aktier til 27 pct. af årets samlede aktieindkomst, hvis beløbet vel at mærke ikke overstiger dette års beløbsgrænse på 50.600 kr. for enkeltpersoner og 101.200 kr. for ægtefæller. Ved højere beløb øges beskatningen til 42 pct., siger revisoren.
Afgiftsfrie gaver til eksempelvis børn, børnebørn og oldebørn er ligeledes begrænset til et beløb på op til 61.500 kr. i 2016 og kan derfor også være værd at gøre brug af inden årsskiftet. Ydermere kan hver ægtefælle give svigerbørn op til 21.500 kr. afgiftsfrit i 2016.
Derudover kan man ved donationer til godkendte velgørende formål samtidig opnå et skattefradrag på op til 15.200 kr. i 2016.
Har børnene en opsparing, skal man også huske den årlige indbetalingsgrænse på 3000 kr. Det er nemlig rentemæssigt fordelagtigt at nå børneopsparingens samlede maksimale indskud på 36.000 kr. så hurtigt som muligt, hvilket man også kan få hjælp til af både bedste- og oldeforældre.
- En børneopsparing er en fornuftig måde at give sine børn en god start på voksenlivet, når de en dag flytter hjemmefra. Den er godt forrentet og giver i sidste ende et skattefrit afkast, uanset om du vælger at investere i værdipapirer eller bare foretager kontante indskud, forklarer Jens Nyholm.
- Det er dog vigtigt at huske, at alle indskud på en børneopsparing bliver kategoriseret som en gave til barnet og tæller derfor med i den årlige beløbsgrænse på 61.500 kr. i 2016, påpeger han.



