Fortsæt til indhold

Fem ting i privatøkonomien, som det kan betale sig at se på inden nytår

Privatøkonomisk kan det være en god idé at holde en pause fra julefilm og familiekomsammener og bruge lidt tid på fradrag og renter.

Privatøkonomi

Der er penge at spare på at have privatøkonomien toptunet inden udgangen af kalenderåret. Banker, pensionsselskaber og revisorer har alle anbefalinger til, hvad der især bør fokuseres på. Traditionelt er der mest interesse for at fylde op på pensionskontoen.

Her er anbefalingerne fra Alm. Brand Bank til, hvad der med fordel kan bruges nogle timer på mellem jul og nytår:

Pension:

Hvis du betaler topskat og har overskud i økonomien til at spare op, kan det være en fordel at indbetale ekstra på ratepensionen eller livrenteordningen. Loftet for indbetaling på ratepension er i år 52.400 kr. Betaler du ikke topskat og er gældfri, kan der spares ekstra op på en aldersopsparing, hvor der ikke er fradrag for indbetalingen, men til gengæld ikke skal betales skat af udbetalingerne. Her er det maksimale indskud 28.900 kr. i 2016.

Skat af aktieindkomst:

Hvis du har aktier i frie midler og i år har realiseret aktiegevinster for mere end 50.600 kr., kan det være en fordel at sælge tabsgivende aktier, så aktieindkomstskatten bliver på den laveste skattesats, 27 pct. Gevinster herover beskattes nemlig med 42 pct. Konsulter evt. en revisor om skattemæssige spørgsmål.

Forskudsopgørelsen:

Ret den for 2017, hvis der er væsentlige ændringer i indkomsten i forhold til 2016. Det gælder særligt, hvis der er ændring i renter, løn eller hvis du eksempelvis er blevet skilt.

Gaver:

Har du flere penge sparet op, end du har - og regner med at få - brug for, kan de gives videre til bl.a. børn og børnebørn. Der kan maksimalt gives 61.500 kr. fra hver forælder til hvert barn, barnebarn og oldebarn uden gaveafgift i 2016. Svigerbørn kan modtage 21.500 kr.

Håndværkerfradraget:

Det er måske tvivlsomt, om du kan nå at få en håndværker ud inden nytår, men hvis arbejdet udføres i år og betales senest 28. februar, kan du får håndværkerfradrag. Hver person i husstanden over 18 år kan få fradrag for udgifter til arbejdsløn til energiforbedringer op op til 12.000 kr., og der er fradrag for serviceydelser i hjemmet på 6.000 kr. pr. person.

Artiklens emner
Alm. Brand Bank