Renten banket i bund: Nu kan du købe bolig for 40.000 kr. mere
Kun to gange tidligere har den toneangivende obligation med og uden afdrag været nede i 2 pct.
Renten er banket så langt ned, at danskere kan blive kreditgodkendt til en noget dyrere bolig end for blot en måned siden. Udgangspunktet for en kreditvurdering vil nemlig være et 2 pct. lån. Kursen på lånet med afdrag er tæt på 98.
Den lange rente har stor betydning for det beløb, boligkøberne kan blive kreditgodkendt til. Tager man udgangspunkt i en familie, der har råd til at betale en ydelse efter skat på 10.000 kr. til bank og realkreditinstitut, vil den i dag kunne få et boligkøbsbevis på 2.787.000 kr. Det gælder, hvis lånet finansieres med 80 pct. realkreditlån, 15 pct. banklån og 5 pct. udbetaling.
For bare en måned siden, hvor den lange rente lå på 2,5 pct., var samme familie kun blevet kreditgodkendt til 2.748.000 kr. eller til knap 40.000 kr. mindre.
»Rentefaldet er ikke stort nok til, at boligkøberne kan skifte udsigten til et ordinært hus ud med en liebhaverbolig, men det er trods alt stort nok til, at boligkøberne kan mærke det, når de kigger efter bolig, og når den endelige pris skal forhandles. Det er altid rarere, når man har lidt ekstra spillerum, og det er netop det, rentefaldet giver boligkøberne,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
Vi har tidligere set, at perioden med 2 pct. lån har været forholdsvis kort, og vi forventer ikke, at det bliver anderledes denne gang.Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom, Nordea Kredit
Også boligejere, der ønsker at konvertere, kan få glæde af rentefaldet, uanset om de vil have et 30-årigt eller 20-årigt lån, og uanset om de ønsker et lån med eller uden afdrag.
»Vi har tidligere set, at perioden med 2 pct. lån har været forholdsvis kort, og vi forventer ikke, at det bliver anderledes denne gang. Derfor anbefaler vi boligejerne at overveje, om det er nu, de skal have et fast forrentet lån. En rente på 2 pct. må siges at være et godt tilbud, ikke mindst når man tager i betragtning, at den er fast i 30 år,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Kurser på de 30-årige lån:
| Låntype | 2,0 pct. | 2,5 pct. |
|---|---|---|
| Med afdrag | 97,6 | 101,2 |
| Uden afdrag | 96,0 | 99,9 |
Kilde: Nordea Kredit
Erfarne boligejere kan i stedet overveje at omlægge til et 20-årigt lån, der ved en rente på 1,5 pct. og en kurs på 98,4 også er ganske attraktiv, påpeger hun.
Kun to gange tidligere har vi stået i den situation, at den toneangivende obligation har haft en rente på 2 pct., uanset om der er tale om et lån med eller uden afdrag.
Første gang var i januar 2015, hvor Nationalbanken sænkede renten fire gange på 18 dage som følge af presset på den danske krone, og hvor vi for første gang nogensinde så negative korte boligrenter i Danmark. I april 2015 var det slut med 2 pct. lånene, da renten steg mærkbart.
Anden gang var i juni 2016, hvor Brexit skabte uro blandt investorerne. Både fordi de blev bange for, at EU-samarbejdet ville lide skade, men også fordi de frygtede de realøkonomiske konsekvenser ved løsrivelsen, dvs. om væksten ville bremse op i både Storbritannien og i Europa som helhed. De bekymringer er foreløbigt blevet gjort til skamme.
»I mange lande er opbakningen til EU steget siden Brexit, og på nuværende tidspunkt er der ikke noget der tyder på, at Brexit er på vej til at slå benene væk under økonomien i hverken Europa eller i Storbritannien, om end begivenheden selvfølgelig ikke er gået helt upåagtet hen,« forklarer Lise Nytoft Bergmann.
I starten af oktober sidste år havde røgen lagt sig, og de lange renter begyndte at stige igen. Derfor blev perioden med to toneangivende 2 pct. obligationer også i denne omgang forholdsvis kort.

