Fortsæt til indhold

Fleksrenterne falder: Nu er renten på F3-lån igen negativ

Renteniveauet er nu næsten lige så lavt som under kronekrisen i 2015.

Privatøkonomi

Renterne på flekslån falder igen til historisk lave niveauer. Hvis man skulle have et F3-lån i dag, ville renten blive negativ.

»Endnu engang må vi konstatere, at det er svært at spå om renten. For netop som mange prognoser var begyndt at spå om højere renter, må vi konstatere, at det modsatte er tilfældet. Den seneste måned er de korte renter faldet, og vi er nu meget tæt på de laveste niveauer i to år,« konstaterer boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Renten på et F3-lån ligger i dag på -0,07 pct.

Så meget koster et lån på 1 mio. kr.:

Månedlig ydelse efter skatKort RenteF3-lånF5-lån
Med afdrag3.3933.5113.448
Uden afdrag824811868

Kilde: Nordea Kredit

»Ud over en kort periode i sensommeren 2016, hvor markederne var meget nervøse pga. briternes beslutning om at forlade EU, har vi ikke set så lave renter siden kronekrisen i starten af 2015,« siger Lise Nytoft Bergmann.

For F1-lånets vedkommende ligger renten på -0,01 pct., men det lån udstedes ikke længere i Nordea Kredit eller Nykredit/Totalkredit. Når renten på et F1-lån er højere end renten på et F3-lån, skyldes det kursskæringen på 0,2 kurspoint ved udbetaling, som kan fordeles ud på flere år på et F3-lån end på et F1-lån. Uden kursskæring ligger F1-renten på -0,21 pct. og F3-renten på 0,00 pct.

Rentefaldet er sket gradvist over den seneste måned, og det er der primært to forklaringer på:

En væsentlig faktor er, at investorernes vurdering af Trumps politik har ændret sig. Lige efter valget opstod en eufori over udsigten til højere vækst, men i takt med, at mange analytikere har haft tid til at tænke sig grunddigt om, er der kommet en større erkendelse af, at ændringer tager tid.

»Så selv om Trump vælger at iværksætte nye og vækstfremmende tiltag, der kan sætte mere gang i økonomien, er det ikke noget, vi kommer til at mærke på kort sigt. Dertil er beslutningsgange og implementering for krævende,« mener Lise Nytoft Bergmann.

En anden faktor bag rentefaldet er, at der i øjeblikket ikke udstedes ret mange nye lån. Det skyldes både, at konverteringsaktiviteten er lav i øjeblikket og sæsonen, da der typisk handles færre huse om vinteren. Efterspørgslen blandt investorerne er stadig stor, og det har været med til at presse kursen op og renten ned.

F5-renten og de lange 30-årige renter er også faldet men ikke lige så meget som de korte. I øjeblikket ligger F5-renten på 0,22 pct., hvis man skal optage et nyt lån, og selv om det er lavt, er der ikke tale om nogen rekord.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann