Fortsæt til indhold

Ny prognose: To boliglån får rente på 0,00 pct.

Næste uges auktion over fleksobligationer vil formentlig ende med meget lave renter.

Privatøkonomi

Værsgo - tag et F1- eller et F3-lån og få en rente på 0,00 pct.

Det bliver virkelighed, hvis Nordea Kredits nye renteprognose før april-auktionen bliver virkelighed. Auktionen starter i næste uge, og der skal refinansieres flekslån i flere institutter for ca. 130-140 mia. kr.

»Vi forventer, at både F1- og F3-renten vil lande tæt på 0 pct. Som følge af den højere bidragssats forventer vi, at F3-lånet vil ende med at blive billigst for boligejerne, og det er også den låntype i kombination med F5-lånet, som vi har anbefalet vores kunder,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

I Realkredit Danmark skal man have refinansieret for over 64 mia. kr., og her forventer man en F1-rente på helt ned til minus 0,20 pct. og en F3-rente helt ned til minus 0,10. I denne prognose er der indbygget en margin på 0,3 pct. point i opadgående retning.

Lån på 1 mio. kr.

Mdl. ydelse efter skat nuMdl. ydelse efter skat 2017ForskelNuværende renteNy rente (prognose)
F1 med afdrag3.5603.510500,290,00
F1 uden afdrag9808201600,290,00
F3 med afdrag3.7903.6701200,750,00
F3 uden afdrag1.1807604200,750,00
F5 med afdrag4.1203.8802401,830,50
F5 uden afdrag1.6609307301,800,50

Forudsætning: Restløbetid F1: 29 år, F3: 27 år og F5: 25 år. Kilde: Nordea Kredit

Holder prognoserne stik, kan de boligejere, der skal have ny rente til april, endnu engang begynde at glæde sig til et lille fald i deres månedlige ydelse. Renten på F1-lånene er lige nu på 0,29 pct. Renten på F3-lån endte for tre år siden på 0,75 pct. Størst besparelse har boligejere med F5-lån udsigt til. Renten er nu 1,83 pct., og den ventes at falde til 0,5 pct.

Forventningen er altså, at ydelsen for et lån på 1 mio. kr. vil falde med mellem 50 kr. og 730 kr. om måneden efter skat. Faldet forventes at blive størst for boligejere med F5-lån, men der er altså højst sandsynligt lidt at hente for alle.

»Renten er steget næsten vedvarende den seneste måned, men det er mest de lange renter, det er gået ud over. Derfor forventer vi en auktion med god efterspørgsel fra investorerne og lave renter til følge for boligejerne,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Nordea Kredit forventer ikke, at auktionen sætter renterekorder, men vil ikke udelukke det. Den nuværende rekord stammer fra auktionen, der havde betydning for boligejere med rentetilpasning pr. 1. oktober 2016, hvor F1-renten endte på -0,05 pct., F3-renten på 0,03 pct. og F5-renten på 0,26 pct.

Med en så lav rente skal boligejerne i højere grad fokusere på de øvrige omkostninger. I Nordea Kredit ligger bidragssatsen for en 80 pct. belåning på et lån med afdrag på 1,15 pct. på et F1-lån, på 1,05 pct. for et F3-lån og på 0,85 pct. for et F5-lån.

»Den forskel skal lægges oven i renten, og den betyder f.eks., at vi forventer, at den samlede ydelse vil lande lidt lavere på et F3-lån end et F1-lån, hvis de to lån har samme restløbetid. F5-lånet forventes at blive lidt dyrere, men der har boligejerne så sikkerhed mod rentestigninger i fem år,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Realkredit Danmark