Fortsæt til indhold

Boligejere er trætte af at lægge lån om

Overraskende få boligejere har opsagt deres dyre boliglån til termin.

Privatøkonomi

De store konverteringsbølgers tid er forbi. Boligejernes lyst til at omlægge lån er i hvert fald blevet markant mindre. Op til opsigelsesfristen den 31. januar er der kun opsagt lån for 14 mia. kr. I Nykredit forventer man, at opsigelserne kravler op til 20-24 mia. kr. Men det er langt fra de ca. 80 mia. kr., som er tallet for konverteringsmodne lån.

I realkreditsektoren fornemmer man også en vis træthed mod at lægge lån om.

»Boligejerne har efterhånden haft flere chancer for at omlægge deres lån, og alligevel ser vi, at en del har valgt ikke at gøre det. Forklaringerne kan være mange, men de mest oplagte er, at nogle boligejere har et lån, der er så lille, at gevinsten ikke står mål med omkostningerne, at boligejeren går med flytteplaner, eller at boligejere ikke ønsker at betale for de omkostninger, der er forbundet med en konvertering,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Hun vil heller ikke udelukke, at der kan være boligejere, der ikke ved eller har glemt, hvilken rente de har på deres lån.

Rentestigningerne i løbet af 2016 har også haft en effekt. I sidste uge fik 2,5 pct. lånet med afdrag comeback. Kursen på 2 pct. lånet er ikke så attraktivt længere, og det afskærer i sig selv mange boligejere fra at hoppe på konverteringsvognen, mener cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

»Boligejere med lån med en rente på 3,5 pct. eller derover har haft mange chancer for at lægge om - faktisk så mange, at vi ikke tror, de pludselig kommer med, fordi renten stiger. De rentestigninger, vi så i løbet af sidste år, har fjernet en del af potentialet,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

En anden forklaring på det lave tal kan være, at mange traditionen tro vælger at opsige deres lån så tæt på opsigelsesfristen som muligt for at begrænse udgiften til differencerenter og dermed gøre konverteringen så billig som mulig, mener Lise Nytoft Bergmann.

»I januar er de lange renter steget vedvarende, og den toneangivende obligation har ikke længere en rente på 2 pct. men i stedet 2,5 pct. Det gør en konvertering mindre gunstig end tidligere, og det har formentlig fået mange boligejere til at holde igen i håb om at kunne gøre en bedre forretning på et senere tidspunkt, hvis renten skulle falde igen. De foretrækker så at sige 10 fugle på taget frem for en i hånden,« siger hun.

Ved de to seneste opsigelsesfrister blev der opsagt lån for ca. 100 mia. kr. Derfor kommer denne frist til at ligge lidt i skyggen af dem, mener seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

»Den lavere konverteringsaktivitet skyldes på den ene side, at de fleste boligejere, som med fordel kan lave en nedkonvertering, allerede har fået opfyldt behovet. Samtidig er kursen på de fast forrentede lån kravlet nedad i januar op mod opsigelsesfristen. Det kan have fået nogle boligejere til at trække følehornene til sig og blive i det eksisterende lån,« siger Jeppe Borre.

Artiklens emner
Realkredit Danmark
Nordea Kredit