Fortsæt til indhold

Perfekt timing for fleksauktion: F1-renten går i minus

Men mange flekslånere går glip af rekordlav rente.

Privatøkonomi

Flere og flere boligejere flygter fra F1-lånet. De har fulgt de mange råd om at binde renten i længere tid. Men de flygtende går dermed glip af en gevinst. For når fleksauktionen begynder i næste uge, er der udsigt til historisk lave F1-renter.

Renten er nemlig faldet de seneste dage og er igen i minus. Det, forventer Nykredit, vil fortsætte i den kommende uge, hvor der skal refinansieres fleksobligationer for i alt ca. 122 mia. kr.

»Som markederne ser ud lige nu, forventer vi en F1-rente i negativt territorium omkring -0,10 pct. til -0,05. Dermed kan næste uges auktioner sætte ny rekord for F1-renten eller tangere den eksisterende rekord, som lyder på -0,05 pct.,« siger seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

I Realkredit Danmark lyder forventningen på en F1-rente på -0,05 pct.

De fortsat lave renter er kommet bag på mange. I Realkredit Danmark, der skal have refinansieret for knap 60 mia. kr. fleksobligationer, er forventningen også rekordlave renter.

Ved seneste auktion i november endte renten på F1-lån på et rundt nul, mens F3-renten blev 0,07 pct. F5-renten endte på 0,41 pct.

»Dette resultat kan meget vel gentage sig i næste uge, hvor vi forventer, at F1-renten igen vil lande på omkring 0 og måske endda en smule lavere endnu, mens F3-renten forventes at lande tæt på, men en spids over 0 pct. F5-renten forventes også at lande i omegnen af 0,4 pct. ligesom ved seneste auktion,« siger seniorøkonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan.

Der bliver rundet flere milepæle ved den kommende auktion. F1-obligationerne udgør nu 54 pct. af auktionsomfanget, og det er det laveste niveau nogensinde. Ved auktionen i 2011 var andelen af 1-årige obligationer helt oppe på 96 pct. af det samlede refinansieringsomfang.

»Samtidig ser vi, at de fem-årige obligationer sætter rekord, da de udgør hele 32,7 mia. svarende til 26,7 pct. af auktionsomfanget. Aldrig har en F5-auktion været større målt i både volumen og i andel. Den høje andel vidner således om, at flere og flere i de senere år har fået øjnene op for de ekstremt lave renter, man kan sikre sig i en længere periode ved at binde renten i 3 eller 5 år i stedet for 1 år,« siger Sonia Khan.

Ydelsen på et F1-lån med afdrag på 1 mio. kr. bliver 3.485 kr. efter skat. Uden afdag er ydelsen 770 kr.

De nye ydelser gælder fra 1. april.

Artiklens emner
Nykredit
Realkredit Danmark