Parcelhusejere har tjent 188 kr. om dagen sidste år
Københavnerne har tjent næsten det dobbelte af landsgennemsnittet.
Villa, vovhund og volvo. Det bogstavrim bruges ofte, især når unge skal købe parcelhus for første gang. Netop det at være parcelhusejer har været en rigtig fin forretning det seneste år. I gennemsnit har danske parcelhusejere nemlig tjent 188 kr. om dagen. Det svarer til en gevinst på mere end 68.000 kr. set over et helt år.
Det viser en analyse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har lavet på baggrund af salgspriser fra Boligsiden.dk fra februar 2016 til februar 2017.
Analysen tager udgangspunkt i et parcelhus på 140 kvm. og gevinsten baserer sig på stigningen i den gennemsnitlige kvadratmeterpris.
De 188 kr. om dagen dækker derfor over store regionale forskelle. Eksempelvis har københavnerne tjent næsten dobbelt så meget som gennemsnittet med 357 kr. om dagen, mens sønderjyderne kun har tjent 73 kr. om dagen.
Stigningerne på tværs af landet er ifølge Nybolig et tegn på, at boligmarkedet endegyldigt har vristet sig fri af finanskrisen.
»Danskerne har genfundet optimismen og lysten til at træde ind på boligmarkedet ikke mindst godt hjulpet på vej af gunstige konjunkturer og lave renter. Men vi skal selvfølgelig huske på, at kvadratmeterpriserne dækker over et stort spænd med områder på Falster med kvadratmeterpriser på 5.663 kr. til 29.302 kr. i Rudersdal i Nordsjælland, men samlet ser det ud til, at de fleste parcelhusejere på papiret har tjent penge det seneste år,« siger Thomas Hovgaard, presseansvarlig i Nybolig.
Selv om det har været et godt år for parcelhusejere i København, er der stadig et stykke vej op til de østsjællandske parcelhusejere, som tjente næsten 500 kr. om dagen.
Her kan du se, hvor meget parcelhusejerne i de forskellige landsdele har tjent om dagen fra februar 2016 til februar 2017:
| Kilde: Boligsiden og Nybolig | |
|---|---|
| Hovedstaden | 357 kr. |
| Nordsjælland | 283 kr. |
| Syd- og Vestsjælland | 171 kr. |
| Østsjælland | 490 kr. |
| Fyn | 214 kr. |
| Nordjylland | 217 kr. |
| Sønderjylland | 73 kr. |
| Vestjylland | 78 kr. |
| Østjylland | 217 kr. |
| Bornholm | 379 kr. |

