Bedst at punge ud med det samme: Så meget koster det at vente med restskat
Har man ikke betalt sin restskat før den 3. juli, tillægges en rente på 4 pct. til det skyldte beløb.
Langt de fleste danskere kan forvente at få penge tilbage fra Skat den 11. april.
Den dag udbetales nemlig overskydende skat fra årsopgørelsen for 2016, og 75 pct. af de omkring 4,4 mio. skatteydere kan forvente at få penge tilbage, fortalte Skat for nylig.
Men dermed er der også danskere, som har betalt for lidt i skat i 2016 og altså har en såkaldt restskat.
Er man én af de danskere, der har restskat, er det vigtigt at være opmærksom på, hvornår man betaler sin gæld. Der er nemlig rentetillæg på restskatten, og selvom rentetillægget »næppe er uoverkommelige for ret mange«, er det bedst at betale med det samme, skriver revisionsfirmaet BDO i sit nyhedsbrev Depechen.
»Hvis pengene til betalingen imidlertid allerede er til rådighed og står på en lønkonto eller lignende, er det dog under alle omstændigheder en fordel at betale hurtigst muligt,« skriver revisionsfirmaet i sit nyhedsbrev.
Nedenunder er reglerne for restskat:
- Betaler man før den 3. juli 2017, kommer der et tillæg på 2 pct. regnet fra den 1. januar 2017 til og med betalingsdagen. Har man en restskat på 5.000 kr., kommer der et tillæg på 21 kr., hvis man vælger at betale i midten af marts 2017.
- Venter man med at betale til efter den 3. juli 2017, skal man i stedet betale et fast restskattetillæg på 4 pct. Det svarer til 200 kr., hvis man har en restskat på 5.000 kr.
- Restskat på under 19.968 kr. overføres automatisk til forskudsskatten for 2018, hvis restskatten ikke er betalt inden den 3. juli 2017, mens beløb over 19.968 kr. skal betales over tre rater i august, september og oktober.
Sådan er rentetillægget for udvalgte beløb på forskellige datoer:
| Restskat i kr. | Rentetillæg ved betaling den 31. marts 2017 i kr. | Rentetillæg ved betaling den 15. maj 2017 i kr. | Rentetillæg ved betaling efter den 3. juli 2017 i kr. |
|---|---|---|---|
| 1.200 | 5 | 8 | 48 |
| 6.000 | 29 | 44 | 240 |
| 11.000 | 54 | 81 | 440 |
Kilde: BDO's nyhedsbrev Depechen


