Vil du bo i København? Glem det, hvis du er single
Den eksplosive prisudvikling på lejligheder i København får nu konsekvenser for en særlig gruppe af købere.
København er stort set lukket land for singler. Er man enlig og har en gennemsnitsindkomst, er det umuligt at købe i København K. Reelt er der kun tre valgmuligheder på Vesterbro. Det er alle stuelejligheder på ca. 40 kvm. Meget tyder på, at udviklingen vil blive forstærket i de kommende år.
Er man single, er eneste mulighed en ganske lille lejlighed, viser en analyse, som Nykredit har foretaget for Finans.
»Det store pres på det københavnske boligmarked har gjort det sværere, men ikke umuligt for enlige at finde en ejerlejlighed,« konstaterer Jacob Isaksen, boligmarkedsanalytiker i Nykredit.
Udvalget i brokvartererne er begrænset til tre boliger i stuen på ca. 40 kvm.Jacob Isaksen, boligmarkedsanalytiker, Nykredit
Hos ejendomsmæglerkæden Nybolig mærker man i øjeblikket, at der er rift om de mindre ejerlejligheder:
»Når ejendomsmæglerne får en mindre ejerlejlighed til salg, når den næppe at samle støv på hylden, for der er flere enlige og yngre par, som ønsker at bo i København, end der er passende lejligheder. Særligt de studerende fylder meget i denne statistik,« siger Thomas Hovgaard, presseansvarlig i Nybolig.
Her er lejlighederne, som singler kan købe i og omkring København. Udbudspris: 1,5-1,7 mio. kr.
| Postdistrikt | Gennemsnitlig kvm-pris (udbudspris) | Antal | Gennemsnitligt vægtet areal |
|---|---|---|---|
| København V | 40.387 | 3 | 40 |
| København N | 41.574 | 2 | 42 |
| København S | 33.173 | 16 | 50 |
| København NV | 31.703 | 5 | 52 |
| København SV | 32.999 | 3 | 51 |
| Valby | 31.539 | 6 | 54 |
| Brønshøj | 26.318 | 6 | 62 |
| Vanløse | 28.977 | 8 | 57 |
| Kastrup | 29.024 | 2 | 56 |
| I alt | 51 |
Kilde: Boligsiden/Nykredit
I de seneste otte år er indbyggertallet i Københavns Kommune årligt øget med ca. 10.000 personer. Fremgangen er stort set gået hånd i hånd med årlige prisstigninger på de københavnske ejerlejligheder på omtrent 10 pct. siden 2013. Prisstigningerne er bl.a. en konsekvens af, at boligbyggeriet i en årrække har halset bag efterspørgslen, og det er først i den seneste tid, at det står nogenlunde mål med efterspørgslen.
Mens indbyggertallet siden 2008 er forøget med 16 pct., er antallet af enlige blot steget med 11 pct. i samme periode. Graver man dybere i tallene og kun ser på de enlige, der bor i egen ejerbolig, er antallet faldet med godt 2 pct. i perioden 2008 til 2015.
Nykredit har regnet på, hvor meget en enlig med en indkomst på knap 500.000 kr. før skat kan forventes at blive kreditgodkendt til. Der vil typisk være tale om en lejlighed til mellem 1,5 mio. og 1,7 mio. kr. En enlig boligejer i København havde i 2015 ifølge Danmarks Statistik en lønindkomst på 497.000 kr. En hurtig søgning på Boligsiden.dk viser, at der i Københavns kommune er 51 ejerlejligheder, som den enlige i Nykredits regneeksempel potentielt kan købe.
»Udvalget i brokvartererne er begrænset til tre boliger i stuen på ca. 40 kvm. Er man som køber villig til at gå på kompromis med afstanden til indre by, øges udvalget og størrelserne på boligerne betragteligt,« siger Jacob Isaksen.
For to år siden kunne en single med gennemsnitlig økonomi købe en ejerlejlighed i København N, S eller NV, der var cirka 5 kvm større end i dag. Udviklingen skyldes primært, at priserne er steget mere end lønnen, og det får køberne til at gå på kompromis med størrelsen på boligen.
Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning står Københavns Kommune over for en årrække med fortsat stigende befolkningstal i omegnen af 10.000 personer. Fortsætter priserne med at stige, vil det blive stadig sværere for enlige at finde en ejerbolig.
»Udvikler det sig til en situation, hvor singler vælger at bo i en anden by, kan de københavnske virksomheder komme til at stå med et gevaldigt problem i forhold til at skaffe arbejdskraft,« fastslår Jacob Isaksen.
Heller ikke den markante stigning i nybyggeri i København er en hjælp for singlerne.
Nybyggeriet er et lukket land for langt de fleste enlige.Thomas Hovgaard, pressechef, Nybolig
»Størstedelen af de nybyggede boliger er 80-100 kvm, og med en kvadratmeterpris, der er et godt stykke over priserne på den eksisterende boligmasse, er nybyggeriet lukket land for langt de fleste enlige,« siger Thomas Hovgaard.
»Der er blevet bygget en del, men slet ikke til den målgruppe, vi taler om her. Som studerende i København skal man være ekstremt heldig for at få et kollegieværelse eller en lejebolig, man har råd til. Derfor ser vi selvfølgelig en stigning i forældrekøb. Det er uundgåeligt,« siger han.
Det skal dog ikke udelukkes, at de mange nye boliger på længere sigt vil kunne gøre en forskel, mener Jacob Isaksen.
»I takt med, at flere og flere af de nye boliger tages i brug af andre københavnere, frigiver det boliger i den eksisterende boligmasse, der i højere grad er inden for de enliges rækkevidde,« siger han.
Nykredits analyse er baseret på en gennemsnitlig betragtning. Udgangspunktet er, at den enlige har en indtægt i omegnen af 500.000 kr. Hvis man tjener betydeligt mere eller har formue med, har man andre og bedre muligheder for at komme ind på det københavnske boligmarked.
Når en kunde kreditgodkendes, sker det på baggrund af den enkelte kundes økonomiske forhold og den specifikke bolig. Gennemsnitsbetragtningen i analysen og resultaterne kan derfor ikke overføres til enkelte kundeforhold, understreger Jacob Isaksen.

